Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 03-09-02
Start på Seniorhøjskole

Hvert år i starten af september er der tradition i Nørre Djurs for at invitere ældre mennesker til at deltage i 3 dages interessante foredrag om mange forskellige emner.
Centerrådet ved plejehjemmet Vestervang står som arrangører, og det hele foregår på Gjerrild Kro fra i formiddag og med afslutning torsdag.
Første indslag er med organist ved Marie Magdalene Kirke, Kirsten Frandsen, der fortæller om ”Danske Præstegårdshaver i Ord og Billeder”.
”Hvorfor elsker vi Klods Hans og ikke hans brødre?” spørger den tidligere borgmester i Skive, Knud Olsen, i sit foredrag, som følger i eftermiddag.
Ebbe Korsgård Pedersen bor i Grenå, og han er tidligere leder af Sirius-patruljen i Grønland, som han er kendt for at fortælle levende om. Det gør han onsdag formiddag, mens eftermiddagen tilbringes i selskab med tandlæge Jens Erik Vinther fra Thorsager, der underholder med rejseberetninger fra Afrika.
På seniorhøjskolens sidste dag er formiddagen lagt i hænderne på den tysk-fødte århusianer, Karl Heinz Westarp, som causerer over forskellene mellem dansk og tysk samfundssyn.
Og som sidste foredragsholder er valgt tidligere mejerist Ejnar Brøgger fra Vojens, som kalder sit foredrag for ”Mit Livs Centrifuge”.
Alt i alt et spændende program, der nok skal give stof til eftertanke hos de mere end hundrede ældre, som deltager i højskoledagene.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002