Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 23-08-02
Sparerunde i Socialudvalget

Ét af de tungeste steder overhovedet at skulle spare er det sociale område, hvor det kommer til at gå ud over mennesker, som i forvejen er udsatte. Samtidig er socialforvaltningen den største "synder" med hensyn til budgetoverskridelser - et fænomen, der også kendes fra mange andre betrængte kommuner landet over. I store træk handler det om, at antallet af udgiftstunge anbringelser af børn og unge uden for hjemmet er virkelig svært at forudsige, og det gælder også andre aspekter af det sociale område.
Når vi ser på de prioritetsblokke, som også dette udvalg har skullet tage stilling til, har man her i fuld enighed taget alt med - en besparelse på i omegnen af 2,5 mill. Der er dog 2 områder, som ikke er forhandlet helt på plads, og det er "ældre" og "arbejdsmarkedet". Her har man aftalt, at der skal afholdes en tema-dag om disse vanskelige punkter, og i den anledning fortæller Kirsten Krogh fra forvaltningen til NetNyt, at opgaven lyder på at spare samlet 818.000 kr. på de 2 områder. Med andre ord: kommunens anslåede forpligtelser på arbejdsmarkedsområdet bliver afgørende for, i hvor høj grad de ældre kommer til at holde for udover omlægningen af hjemmehjælpen fra en gang om ugen til hver fjortende dag, som udvalget allerede modstræbende har sagt ja til.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002