Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 21-08-02
Store besparelser i ØK

På et møde d. 30. juli har man besluttet, hvilke prioriteringsblokke der skal bruges indenfor dette udvalgs område, der dækker hele den kommunale administration og driften af kommunalbestyrelsen. "Her skal det største beløb spares, nemlig 4,2 mill., og det er uhyggeligt", siger ØK-formanden, borgmester Jens P. Jellesen til NetNyt. Da det samlede budget for dette udvalg kun er på 30 mill., er der altså tale om en næsten umulig opgave.
Derfor vurderer flertallet, at det ikke kan svare sig at spare på de små poster som bespisning af kommunalbestyrelsen, nedsættelse af lønnen til udvalgsformænd o.lign. Her ønskede Dansk Folkepartis Knud Andersen ellers (sammen med Malte Larsen fra Nørre Djurs Listen), at politikerne skulle gå forrest og sige nej til forplejning, samtidig med at de ønskede udvalgsformændenes honorarer helt afskaffede.
Der er flere poster, som batter noget mere, og her er den største 1,5 mill., som (formodentlig) kan spares på bedre koordinering af kommunens indkøb. Der er noget, der tyder på, at antallet af sygedage kan reduceres med en ret stor besparelse til følge. Hvad der ellers kan spares, kan du netop selv sætte dig ind i ved at gå ind på de prioriteringsblokke, der har med ØK at gøre. Herudover kan vi lige fortælle, at besparelsen på diæter til skolebestyrelser mødte modstand hos den konservative Benny Hammer og Malte Larsen, mens Birthe van den Bos (Socialdemokratiet) og Malte Larsen gik imod besparelsen på efteruddannelse af personale.
Udover selve prioritetsblokkene har Økonomiudvalget sendt 2 vigtige signaler ud til de ansatte på rådhuset: for eftertiden skal medarbejderne lægge sig i selen for i alle tilfælde, når de arbejder med en ny bevilling, altid at vælge den løsning, der er økonomisk billigst for kommunen. Og for det andet opfordres alle medarbejdere til hele tiden at have for øje, om der kan skabes nye måder, hvorpå der kan skabes indtjening for kommunen.

Se også temasiden om det kommunale budget.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002