Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 13-08-02
Endnu et nyhedsbrev fra LAL

I sidste uge bragte vi et længere forsvarsskrift for de små skoler fra Landsforeningen Af Landsbysamfund, og i dag har vi så modtaget en uddybende kommentar omkring den OECD-undersøgelse, der har sat debatten i gang om små contra store skoler:

"Fejltolkning af OECD-rapport
OECD er kommet med en rapport, Knowledge and Skills for Life (Viden og færdigheder for livet). Den undersøger 15-årige skoleelevers færdigheder på nogle områder. Mange lande har bidraget, og mange vinkler er berørt.
I OECDs egen konklusion står, at ingen enkelt faktor i undersøgelsen er den vigtigste, det er samspillet mellem faktorerne, som betyder noget for den enkelte skoles resultater. Det er vigtigt for Landsforeningen Af Landsbysamfund at slå fast som led i den pressedebat, der fra d. 7. august til d. 9. august 2002 har brugt OECD-rapporten som begrundelse for at lukke skoler. Faktorerne var bl.a. forholdet mellem elever og lærere, klassestørrelse (nedad bakke, når der er over 25 i klassen), socioøkonomisk baggrund, evne til at udnytte skolens ressourcer - og skolens størrelse. Det er bare kun dette sidste, debatten har fokuseret på. Børne- og kulturformand i Kommunernes Landsforening, Bjørn Dahl udtalte, at nu må vi
til at lukke landsbyskoler. Landsforeningen af Landsbysamfund har kontaktet OECD og fået at vide, at organisationen aldrig har givet en sådan anbefaling.
Der er simpelthen ikke belæg for den konklusion i OECD-rapporten. Der er måske belæg for at lukke lystigt i kommunernes økonomi og måske tages denne rapport til indtægt for at komme i gang, men det er en forkert læsning! Bjørn Dahl, som er Roskildes borgmester (V), understregede 12-8-02 på
forsiden af Kristeligt Dagblad, "at han ikke ønsker at lukke alle landsbyskoler, og han erkender, at det primært er kommunernes trængte økonomi, der har fået ham til at gå ind i debatten om skolestørrelser." Det skete, efter at Landsforeningen Af Landsbysamfund havde studeret OECD-rapporten for at finde belæg for skolelukningerne. Det var der ikke.
Et af de tal, der bare er slynget ud i debatten, er en optimal skolestørrelse på 600 elever. Det er ikke nævnt i rapporten, men der er en graf, der som det eneste sted viser en kurve mellem 500 og 600. Grafen handler bare om målet for elevernes dygtighed til at læse i sammenhæng med, hvor mange elever der er pr lærer. OECD nævner, at skolestørrelser på op til 1000 elever er den maximale. Der er en vis gevinst ved at stige fra 100 til 200 o.s.v. indtil 1000. Men hvor mange skoler har vi i Danmark med 1000 elever? Og er det det, vi vil have?
Det sidste element i undersøgelsen har ikke været nævnt i pressens debat: OECD har undersøgt "students", ikke "pupils". Det er 15-årige, det drejer sig om. Hvor mange af KLs medlemmer kan stille an med disse rationelle
skoler på op til 1000 elever fra 15 år og opefter?
Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet har været med
til den danske del af rapporten. Han bekræfter Landsforeningen Af Landsbysamfunds fund fra OECD-rapporten: Det sker i et nyt interview med Morten Mikkelsen i Kristeligt Dagblads forsideartikel 12-8.: "at OECD slet ikke anbefaler en bestemt skolestørrelse, og at rapporten derfor heller ikke kan bruges til at afgøre, hvornår en skole ud fra pædagogiske hensyn er for lille.
- Det ville være urimeligt at bruge rapporten til at kræve alle små skoler lukket. Der findes mange gode små skoler. Han understreger, at det vigtige er, at lærerne kan samarbejde og udveksle erfaringer om undervisning på samme klassetrin i samme fag.
...Frem til 4. eller 6. klasse kan mindre enheder være en fordel. Det ved man også på byskolerne, hvor man ofte prøver at samle indskolingsklasserne i små enheder inden for den store," siger Niels Egelund (beskåret citat fra Kr. D. 12-8-02.).
I kommentaren fra LAL hed det: "I Landsforeningen Af Landsbysamfund og i de
mange små kommuner gælder det, at små børn skal have små afstande og små sammenhænge. Vi skal bevare og udvikle landsbyskolerne som det livselement, de er i hele samfundet, ikke bare smække et tilfældigt OECD-citat ned som
begrundelse for at lukke over hele landet!" LALs formand, Jytte Møller,
som udtalte sig om de små skoler d. 8-8-02, ser på mulighederne for de små skolers egenart. "Natur og lokaldemokrati er emner, som de små skoler kunne fokusere på og profilere sig på."
Landsbyskoler er mere end skoler. De er kulturnerven i de små samfund - og det var jo lige de små samfund i landdistrikterne, som skulle støttes ifølge regeringsgrundlaget, ikke?
OECDs undersøgelse er interessant, bestemt, men den skal læses, ikke bare tages som forhåndsgodkendelse af politiske tiltag til egen vinding - som en OECD blåstempling på et andet sprog (engelsk)."

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af
Barbara Diklev, Landsforeningen Af Landsbysamfund

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002