Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 12-08-02
DjurslandS.net's første mast

Den mast, der skal være rygraden i det trådløse egnsnet, ildsjælene bag DjurslandS.Net vil skabe i hele Nørre Djurs som et pilotprojekt for senere udbredelse over hele Djursland, bliver i morgen tidlig sat op ved rådhuset i Glesborg. Det fortæller foreningens bestyrelse om i en pressemeddelelse, vi har modtaget i dag.

Læs pressemeddelelsen hér!

Pressemeddelelse

DjurslandS.Net ’s første kommunikationsmast rejses.

Efter succesfyldte aftestninger af de første trådløse brugere i DjurslandS.Net fortsætter de aktive ildsjæle i foreningen fremgangen ved at rejse den første reelle 46 meter høje kommunikationsmast ved rådhuset i Glesborg. Dette sker som en logisk fortsættelse af det arbejde, der gennem mange år er blevet ydet for at kunne levere trådløst højhastigheds internet til priser alle har råd til.

Som det er de fleste bekendt, har bredbåndsforeningen DjurslandS.Net igennem lang tid arbejdet på at kunne gøre hele Djursland trådløst. Og efter mange frugtbare møder, aftestninger af diverse former for trådløst udstyr, opsætning af de første trådløse brugere, og masser af frivillig hjælp, glæder både de frivillige og de ansatte i bredbåndsforeningen sig til at fortsætte arbejdet efter rejsningen af denne første ud af flere master.

Tirsdag d. 13/8 kl.07:00 kører derfor en af Djurslands højeste kraner på plads ved rådhuset, hvor DjurslandS.Net’s frivillige og ansatte har knoklet for at gøre den 46 meter høje mast parat til at være knudepunkt for den fremtidige adgang til internettet for borgerne i Glesborg. De påmonterede antenner og accespoints vil derefter kunne tilknyttes den amtslige fiberring og udnytte den 34 megabit adgang til internettet DjurslandS.Net får gennem sine samarbejdspartnere.

DjurslandS.net har valgt at bruge Glesborg by som test/projekt-område, idet der her har vist sig mulighed for at kunne sætte projekt "Djursland Trådløs" i værk hurtigere end i de andre 7 tilknyttede egnsnet. Men ret hurtigt vil projektet blive udvidet til også at indebære opsætninger af master, antenner, og brugerudstyr i hhv. Bønnerup, Ørum, og Stenvad.

Samtidig arbejdes der hårdt i de 7 andre tilknyttede egnsnet på at kunne drage fordel af de erfaringer, der opstår via aftestningen og masteopsætningen i Nr.Djurs kommune, således at der hurtigst muligt vil kunne iværksættes opsætning af trådløse brugere og master indenfor hele DjurslandS.net’s virkeområde - de 8 kommuner, der tilsammen udgør Djursland.

Pressen inviteres derfor til opsætningen af DjurslandS.Net’s reelle kommunikationsmast ved rådhuset i Glesborg, hvor ansatte og frivillige vil være tilstede sammen med repræsentanter for de 8 egnsnet, der er opstået på Djursland.

www.DjurslandS.Net - vi gør Djursland Trådløst


Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002