Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 07-08-02
Små eller store skoler?

Efter at Kommunernes Landsforening har slået til lyd for, at kommunerne har mange penge at spare ved at nedlægge de små skoler og indrette de eksisterende, så der er plads til omkring 600 elever, raser debatten for og imod. Kommunerne kan som sagt spare penge ved stordrift, en nyligt udsendt OECD-rapport peger på også pædagogiske fordele, og det er mere attraktivt at være lærer på en større skole, hvor det måske kan være svært at opnå tilstrækkelig faglig bredde på en lille skole med få lærere.
Men i Landsforeningen af Landsbysamfund (LAL) ønsker man al den snak om større enheder hen, hvor peberet gror. Nørre Djurs NetNyt har modtaget en pressemeddelelse fra foreningen, hvor det hedder:

Har kommunerne råd til børn?

Når KL hæfter det danske skolevæsen op på en undersøgelse fra OECD og ad den vej vil lukke næsten 2000 skoler, som alle har under 500 elever, så melder spørgsmålet sig i Landsforeningen Af Landsbysamfund: Har kommunerne råd til at have børnefamilier boende? Der er ikke tvivl om, at det mest rationelle for skoledrift er det samme som for dyrehold: store enheder og ensartet behandling. Undervisning til tiden, som dyrene får mad til tiden, ens portioner til alle.
Der er bare intet rationelt ved børn! Små børn skal have små enheder, større børn større enheder, efterhånden som de kan overskue det. Undervisningsmæssigt vindes der intet ved at tvinge børnene ind i 5-600 elevers sammenhænge fra starten af skoleforløbet. Tværtimod kan det hjælpe mange små børn til at fungere bedre, når de kan overskue deres arbejdsplads.
Det har vi gennem årene haft flere eksempler på i Landsforeringen Af Landsbysamfund, LAL.
Landsforeningen Af Landsbysamfund har i alle sine år arbejdet med skolespørgsmål. Prisen pr. barn som opgivet f.eks. i Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal, antallet af skoler i en kommune og de sociale udgifter i kommuner, der har nedlagt skoler, viser et klart billede. Det kan hurtigt blive dyrere for kommunen
at lukke skoler end at opretholde små skoler. I Landsbynyt har en skoleleder i Stenlille Kommune for nogle år siden som den første sat
regnestykket op i sin kommune i anledning af kommunens skoledebat. Det medførte bevaring af skolen. I Sydals Kommune kæmper man mod tallene nu. En rigtig udkant-kommune, der hurtigt vil kunne mærke virkningerne af de
skolelukninger, man sigter mod. I Gjern Kommune fungerer skolesystemet fint med fire "fødeskoler" bh-7. og en kombinationsskole med overbygning. I Videbæk Kommune regnede man efter, besøgte alle skoler og besluttede at beholde alle skoler, hellere end at se stigende sociale udgifter i øjnene. Hvis man vil have skattekronerne, må man også have borgerne.
På Fyn har man stor tradition for friskoler. I Landsforeningen Af Landsbysamfund mærker vi nu, at friskolerne breder sig til egne, der altid
har haft folkeskoler, og som nu med al magt vil bevare deres skole, deres huspriser og deres samfund. I Frederikshavn starter en friskole med 15 elever. Friskoler kan starte med 12 elever. Der skal bare ved tredje års start være 28 elever fordelt på 1.-7. klassetrin. Lov nr. 275 af 8. maj 2002 ændrer grænsen for friskoler og private grundskoler fra 50 til 40 elever.
Landsforeningen Af Landsbysamfund ser mange muligheder for udvikling i de små skoler - ændrede skoledistrikter, profilering af skoler som naturskoler, nye fokusområder for de enkelte skoler, samarbejde med lokalsamfund om undervisning og satellitskoler for de mindste årgange. Hvis en lille skole skal optage børn, der er skadet af uoverskueligheden i de
store skoler, må der penge med til opgaven.
Skoler i OECD-størrelse er ikke dansk tradition mere. Ikke alle skoler kan ligge i storbyer. Danmark har over 20% landdistrikter. De er der - hele tiden. Landdistrikterne er en del af et helt samfund. Der spiller skolerne en vigtigere rolle, end KL synes at forstå.
Formanden for Landsforeningen Af Landsbysamfund ser konsekvensen: "Hvis
ikke der er råd til børnene, kommer der ingen børnefamilier!" siger Jytte Aa. Møller.

Yderligere oplysninger: Jytte Aa. Møller, formand LAL, Suså, 40 10 41 82
næstformand Knud Jensen, Lolland, 54 61 10 45
bestyrelsesmedlem Jette Hansen, Sorring, 86 95 73 27// 20 11 85 14
redaktør af Landsbynyt, bestyrelsesmedlem Barbara Diklev, Nordjylland, 98
56 93 93// 40 95 93 83
www.lal.dk <http://www.lal.dk>

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002