Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 05-08-02
Bageren stopper!

Min sandten, om ikke vi i dag kan fortælle om endnu en prominent lokalpolitiker, der søger om tilladelse til at træde ud af kommunalbestyrelsen. Det drejer sig om bagermesteren fra Fjellerup, Arne Trend-Poulsen, som på grund af arbejdspres og af helbredsmæssige årsager ønsker at sige stop. Han er valgt på den såkaldte Borgerliste, og her står Hans Møller fra Bønnerup næst på listen til at overtage posten, hvis der altså gives tilladelse på næstkommende kommunalbestyrelsesmøde på torsdag.
I søndagsudgaven af Aarhus Stiftstidende kunne man læse, at Arne Trend-Poulsen var det tredje medlem, der forlader kommunalbestyrelsen i utide i denne samling efter Dansk Folkepartis Hans Fisker og borgmester Leif Sørensen fra Socialdemokratiet. Her på redaktionen mente vi helt klart at kunne huske, at Hans Fisker Jensen har fået bevilget orlov og altså kun midlertidigt er trådt ud. For at være helt sikre ringede vi til kommunaldirektør Mogens Caspersen, der bekræftede dette.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002