Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 02-08-02
Ved Palle Vintens død

Efter den 91-årige tidligere præst og benedektinermunk, Palle Vintens, død på plejehjemmet i Rimsø, har én af hans nære venner, den fhv. nørre djurske tegner og digter Stig Holsting skrevet følgende levnedsbeskrivelse:

”Pater Palle Vintens historie er lang og farverig. Han var født i Århus, men voksede op i Ålborg, hvor begge hans forældre virkede som lærere. Efter endt studentereksamen rejste han til København, hvor han læste medicin i 6 år. I København mødte han den katolske kirke og konverterede ved den kendte præst og forfatter Peter Schindler. Han konverterede i 1936 for straks efter at afbryde sine medicinstudier for at rejse til Luxembourg, hvor han indtrådte i benediktinerklostret Cleirvaux.
Under krigen måtte munkene rømme deres kloster, fordi tyskerne beslaglagde det til Gestapo-hovedkvarter. Krigen tilbragte pater Vinten i Belgien, hvor han mærkede de stridende hæres voldsomme kampe på nærmeste hold. Efter krigen blev han sendt til et kloster i Rom, hvor han bl.a. arbejdede med på udgivelsen af en ny vulgata (Det Ny Testamente på latin). Under sine 37 år i Rom fik han et enestående kendskab til både byens og Vatikanets mange spændende sider.
Hans enestående evne til at komme i kontakt med mennesker skabte ham mange bekendtskaber fra gadefejere til kardinaler. Mange danskere, som besøgte Rom, henvendte sig til ham for at søge hans råd. Bl.a. fik han på den måde et fortroligt forhold til Karen Blixen, og da forfatterindens brevsamling for få år siden skulle udgives, nedlagde han forbud mod, at deres korrespondance blev trykt. Hans beskedenhed forbød, at han som munk indtrådte i litteraturhistorien. Han var præst først og fremmest, og hvad baronessen havde sagt i fortrolighed til ham, forblev under tavshedens segl.
I 1983 fik pater Vinten tilladelse til at tage tilbage til Danmark, idet hans romerske kloster stod for at skulle lukke.
Samtidig stod søstrene fra Sostrup Kloster på Djursland og manglede en klosterkapellan. Tilbuddet om at komme til det smukke Djursland modtog han med glæde, men det blev dog kun til 6 år på Sostrup.
I 1989 kom han på plejehjemmet Nørrevang i Rimsø, hvor han fik 13 gode år, sin vane tro flittigt studerende og korresponderende med sine mange venner og bekendte rundt om i verden. Ligeledes sin vane tro fik han hurtigt en stor bekendtskabskreds på egnen, men efterhånden, som alderen skred frem, tyndede det svært ud i vennekredsen. Samtidig skred en kræftlidelse frem og tappede ham for kræfter.
Efter et fald på gaden i Grenå, hvor han brækkede et lårben, var det slut med at trave rundt på landevejene. I det sidste halve år var han sengeliggende, men ved sine åndskræfters fulde brug næsten til det sidste.”
Skrevet til samtlige lokalaviser af Stig Holsting, tidl. Gjerrild, nu Grenå

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002