Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 02-08-02
”Det er da ingen kunst” - eller er det?

Lars Jørn Larsen fra Ørum Bibliotek beder os, om vi her på Nørre Djurs NetNyt vil være behjælpelige med at gøre reklame for et kursus i næste week-enden for folk, der måtte gå rundt med en lille kunstner i maven:

”Går man rundt og synes, at man er en endnu uopdaget Robert Jacobsen, eller har man bare lyst til at prøve at skabe sig sit helt private kunstværk, så er her chancen.
Nr. Djurs Kunstforening indbyder nemlig til et spændende kursus, hvor man kan lære at lave sine egne skulpturer eller sine egne malerier af en rutineret underviser og kunstner, Karl Heinz Boserup fra Langå. Kurset er for både nybegyndere og for mere øvede.
Karl Heinz Boserup er nok kendt af de fleste som skaberen af den skulptur, der er opstillet foran rådhuset i Glesborg. Han har flere gange undervist på kunstkurser for både begyndere og viderekomne, og nu er det altså lykkedes Nr. Djurs Kunstforening at lave en aftale med ham om at stå for et kursus, som afholdes på Stenvad Mosebrugscenter over to lørdage – den 10. og den 17. august.
På kurset kan man selv vælge, om man helst vil arbejde med at lave ”skrotskulpturer”, eller om man hellere vil koncentrere sig om tegning og akrylmaling.
Det koster 225,00 kr. pr. kursusdag (kl. 9-16) plus materialer, og man kan tilmelde sig på Ørum Bibliotek senest den 5. august.”
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt på Nr. Djurs Kunstforenings vegne af Lars Jørn Larsen fra Ørum Bibliotek
 

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002