Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 02-08-02
Etablering af DjurslandSnet i sommervarmen

Vi bringer i dag en billedlig skildring, og en opsummering af sommerens mange praktiske tiltag, på vejen til etablering af Nørre-DjurS.net og DjurslandS.net. Husk at læse billedernes filnavne, - de fortæller tilsammen hvad der skete. Klik på billederne hvis du vil se dem forstørret.

Side:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27  

[ Forrige ]      [ Næste ]

Sommerens første gode nyhed var at Århus Amt er gået med til at udleje et fiberpar i amtets fiberring på Djursland til Bredbåndsforeningen DjurslandS.net. Med denne fiberforbindelse vil DjurslandS.net's rygrad blive skabt. Fiberen skal nemlig binde alle Djurslands rådhusbyer sammen og skaffe hele Djursland en fælles Internet-adgang. Hvor det fælles kæmpe hul til Internettet så bliver, f.eks. i Århus eller Auning o.s.v., er endnu ikke forhandlet på plads med de mulige Internet udbydere.
Brugerne af DjurslandS.net tilsluttes som bekendt trådløst til en fælles antenne i egen landsby, som igen tilsluttes trådløst til en central antenne i nærmeste rådhusby, - idet den trådløse teknik er langt billigere og bedre end andre muligheder. Gennem rådhusbyerne bindes det hele så sammen via fiberen.

Sommerens anden gode nyhed er at det lykkedes DjurslandS.net at blive daglig arbejdsplads for to netværkseksperter, som af forskellige grunde skulle aktiveres og som selv har valgt at hjælpe med etableringen af DjurslandS.net. Sammen med de mange frivillge arbejder de nu dagligt med opgaven ud fra Bøvl-værkstedet i Nørre Djurs Hallen.

Da omkring 1.000 af DjurslandS.net's ca. 2.500 medlemmer er bosiddende i Nørre Djurs valgte bredbåndsforeningen i det tidlige forår at starte etableringen af DjurslandS.net med at opbygge et trådløst net for en testgruppe i rådhusbyen Glesborg. Det er planen at denne test skal lede over i pilotprojektet Nørre-DjurS.net hvor de nødvendige erfaringer til at kunne skabe et godt DjurslandS.net skal gøres. Første fase i dette pilotprojekt består i at etablere landsbynet i Glesborg, Bønnerup og Ørum. I anden fase - som gerne skulle nås inden løvfald i år - kommer turen til Fannerup, Fjellerup, Ramten, Rimsø, Gjerrild, Stenvad og Voldby. I tredie fase - efter løvspring næste år - skal det tyndtbefolkede landskab gives adgang til nettet. Idealet er at skabe fuld dækning, dels så alle kan være med og dels så man kan færdes frit med bærbart og håndholdt grej, og dog være på nettet.
Parallelt med første fase af Nørre-DjurS.net skal bredbåndsforeningen hente erfaringer fra mindre pilotprojekter i Rougsø og Rosenholm, gennem etablering af landsbynet i hhv. Allingåbro, Tustrup, Vivild og Ørsted samt Hornslet og Mørke.

Det var også en god nyhed at Nørre Djurs Kommune indvilligede i at tillade opstilling af en centralmast ved rådhuset i Glesborg (hvor fiberringen kommer forbi) til at samle hele kommunens trådløse net på. Så mandag d. 1/7-02 hentede frivillige en 46 meter høj mast "hjem" fra Henning Laursen syd for Kolind. Den ligger nu på rådhusets parkeringsplads og venter på opstilling i starten af august.

Århus Amts teknikkere havde anslået at fiberringen ville nå Glesborg rådhus midt i juni. Den praktiske opgave er lagt i hænderne på Kommune Data. Det var en mindre god sommernyhed midt i juni at erfare at Kommune Data pludselig havde udsat fibernedgravningsarbejdet fra Fannerup til Glesborg helt til nytår. Om protesterne fra bredbåndsforeningen i den anledning gjorde indtryk vides ikke, men på et efterfølgende byggemøde i amtet blev gravearbejdet pludselig "fremskyndet" til september. Dette forsinker desværre pilotprojektet Nørre-DjurS.net så vi ikke, som det ellers var planlagt, har kunnet etablere landsbynet i Glesborg, Bønnerup og Ørum fra 15. juli, men alligevel har vi ikke ligget på den lade side. Tiden er, som man kan læse af det følgende, blevet udnyttet effektivt sommerferien igennem og vi bestræber os fortsat på at nå både første og anden fase af pilotprojektet i Nørre Djurs før løvfald.

I første uge af juli gravede frivillige hul til støbning af fundament for 46 meter masten, og i anden uge blev der konstrueret støbeform og stålarmering.

Det trådløse net kræver direkte sigt mellem den centrale antenne og hver landsbys fællesantenne. Mandag d. 15/7 hjalp vognmand Niels Åge Svensson fra Ramten med at løfte frivillige op i 40 meters højde ved rådhusets parkeringsplads og to steder i Fannerup, for med kikkerter og kameraer at vurdere sigtelinier mellem Bønnerup, Glesborg, Ørum og Fannerup. Fannerup blev inddraget for at vurdere om vi midlertidigt kunne forbinde Bønnerup, Glesborg og Ørum til den del af fiberringen der allerede er færdig, via en mast i Fannerup, så pilotprojektets første fase kunne komme igang med det samme.
Der var udstationeret frivillige med kæmpeballoner (165 cm i diameter) og mobiltelefoner på et centralt sted i Bønnerup, ved rådhuset i Glesborg og på siloen i Ørum. Det var overraskende at balonnen i Bønnerup skulle op i 45 meters højde for at rage over trætoppene, set fra 40 meter over rådhusets parkeringsplads i Glesborg. Mere overraskende endnu var det at ballonen i Ørum også skulle 45 meter op for at ses fra samme sted, idet det vel at mærke var 45 meter over siloens 21 meter, altså 76 meter. Med andre ord var sigtmålingerne fra 40 meters højde over rådhusets parkeringsplads meget lærerige. Uden dem kunne vi have ofret mange penge på en for lav placering af fællesantenner i Bønnerup og Ørum.
Fra 40 meter over Fannerup var der fint sigte til siloen i Ørum, men ikke til balonnerne i Glesborg og Bønnerup. Den "krævede" højde for at nå direkte sigt har gjort det nødvendigt at omtænke de trådløse forbindelser mellem byerne. Vi må hellere bruge penge på at lave mellemstationer og følge ådalene (for at gå om hjørnerne på højdedragene) end på at opstille meget høje master for at sigte over højderygge.

Samtidig med sigte-målingerne hjalp Svensson, og smed Jens Kruse fra Fannerup og hans folk, med at opsætte en mindre antennemast på gavlen af Nørre Djurs Hallen, til brug for testgruppen i Glesborg mens der ventes på opstilling af 46 meters masten. Testgruppen får trådløs adgang til Internettet i testperioden via hallens mast og Bøvl-værkstedets Internet-opkobling i hallens kælder.

Tirsdag d. 16/7 blev der hældt 15 m³ beton i 46 meters mastens fundamentstøbeform. En jernarmeret kæmpeklods på 2 gange 2 meter og 3 meter dyb giver masten en ballast i jorden på 35 tons. Betonen skal hærde i 3 uger før vi kan rejse masten. Det bliver i anden uge af august.

I de følgende dage efter støbning og sigtemåling blev det grej som testgruppen i Glesborg skal bruge afprøvet med gode resultater i Bøvl-værkstedet i hallen, og der blev også lavet sigtemålinger fra testbrugerne til hallens antenne, placeret 8 meter over hallens tagryg.

Torsdag d. 25/7 blev DjurslandS.net's første blivende trådløse tilslutning indviet i Superbrugsen i Glesborg. Pressen var inviteret. Bredbåndsforeningens formand Bjarke Nielsen ridsede situationen op og Nørre Djurs' borgmester Jens Peter Jellesen sagde nogle pæne ord om initiativet og klippede det røde bånd og blottede denne trådløst opkoblede test-PC, som alle fremover vil have mulighed for at afprøve trådløs bredbåndsadgang på i Superbrugsen i Glesborg. Uddeler Per Pedersen roste initiativet og gav en forfriskning til de fremmødte.

Halinspektør Poul Bach, som er med i testgruppen, har som den første privatperson fået sin PC hjemme trådløst tilsluttet til Internetforbindelsen i hallen og er imponeret over en netopkobling der i praksis er omkring 100 gange så hurtig som med et modem.
I de kommende dage får de øvrige testpersoner adgang til det trådløse bredbånd og de to ansatte netmestre vil dermed sammen med en række frivillige kunne gå igang med at foretage de nødvendige mangfoldige test omkring fair båndbreddedeling og sikkerhed, som skal blotlægge hvorledes første fase af pilotprojektet i Nørre Djurs konkret skal gribes an.

Som sagt rejses den 46 meter høje mast i anden uge af august. Herefter afventes et møde i amtets udvalg for administration af EU's Mål-2 midler d. 22/8, hvor der tages endelig stilling til Bøvl-værkstedets ansøgning om et 50 % tilskud på 1,2 millioner til etablering af Nørre-DjurS.net, som en elektronisk infrastruktur for Nørre Djurs. Udvalgets afgørelse i juni sagde nej, under henvisning til at Nørre Djurs Kommune allerede havde søgt om alle de midler der er tilbage i puljen, som 50 % tilskud til etablering af Hemmedvejen. Men da kommunen ikke forventes på nuværende tidspunkt at kunne rejse den krævede selvfinanciering på 50 % er det muligt at kommunen under mødet d. 22/8 trækker sin ansøgning tilbage og istedet anbefaler at der ydes støtte til IT-infrastrukturen.

Det hele er som man kan se blevet en del forsinket, med udsættelsen af fiberadgangen helt til september som det mest problematiske. Men dette tiltrods arbejdes der målbevidst på at få både pilotprojektets første og anden fase på plads inden løvfald. Vi ønsker et "folkenet", hvor alle har let adgang, og vi bestræber os derfor på en løsning der for 200 kr. om måneden - uden etableringsudgifter for den enkelte - giver en lynhurtig fuldtidsadgang til eget landsbynet, til egnsnettet, til regionsnettet og til Internettet.

Venlige hilsner fra Bjarke :-) :-) :-)

Se billedskildringen her !

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002