Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 01-08-02
Nr-djurs.net går i luften

Mens vi andre har nydt sommeren, har Bjarke Nielsen og hans hjælpere sandelig ikke ligget på den lade side - de har taget de første vigtige skridt ved at etablere et forsøgsprojekt for nogle husstande i Glesborg med den trådløse bredbåndsopkoblingsteknik, som initiativtagerne venter sig meget af. Her kan du læse den pressemeddelelse, foreningen udsendte i starten af sidste uge.
Læs pressemeddelelsen hér!

P40028.JPG (17840 bytes)

Pressemeddelelse

Så sker det! DjurslandS.Net sætter sine første trådløse brugere på nettet.

Som det er de fleste bekendt, har bredbåndsforeningen DjurslandS.Net igennem lang tid arbejdet på at kunne gøre hele Djursland trådløst. Og efter mange frugtbare møder, aftestninger af diverse former for trådløst udstyr, og masser af frivillig hjælp, er foreningen nu så vidt at de første trådløse brugere kan sættes på nettet.

Dette sker torsdag d. 25/7 kl. 13:30, hvor SuperBrugsen i Glesborg får opsat en trådløs forbindelse i Cafe'en - en forbindelse, der står til rådighed for borgere og turister i Nr.Djurs kommune dagligt i SuperBrugsens åbningstid. Derefter følger opsætningen af trådløse internetforbindelser hos 6 andre borgere i Glesborg by, herunder kommunaldirektøren, således at bredbåndsforeningen DjurslandS.Net vil kunne afteste de rent praktiske forløb i opsætning, brug, og dagligdag for brugerne på det trådløse net.

DjurslandS.net har valgt at bruge Glesborg by som test/projekt-område, idet der her har vist sig mulighed for at kunne sætte projekt "Djursland Trådløs" i værk hurtigere end i de andre 7 tilknyttede egnsnet. Men ret hurtigt vil projektet blive udvidet til også at indebære opsætninger af master, antenner, og brugerudstyr i hhv. Bønnerup, Ørum, og Stenvad.

Samtidig arbejdes der hårdt i de 7 andre tilknyttede egnsnet på at kunne drage fordel af de erfaringer, der opstår via aftestningen i Nr.Djurs kommune, således at der hurtigst muligt vil kunne iværksættes opsætning af trådløse brugere indenfor hele DjurslandS.net's virkeområde - de 8 kommuner, der tilsammen udgør Djursland.

Pressen inviteres derfor til opsætningen af DjurslandS.Net's første trådløse brugeropsætning i SuperBrugsen i Glesborg, hvor borgmesteren for Nr.Djurs kommune og kommunaldirektøren ligeledes vil være tilstede sammen med repræsentanter for de 8 egnsnet, der er opstået på Djursland.

www.DjurslandS.Net vi gør Djursland Trådløst

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002