Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 01-07-02
Mast til Nørre Djurs egnsnet er kommet til rådhuset i Glesborg

46m-mast2.jpg (18257 bytes)
46m-mast.jpg (18343 bytes)
De frivillige hjælpere Eigil Henriksen, Søren Hansen og CD drøfter den vanskelige transportopgave.

Den 46 meter høje centrale mast, som DjurslandS.net har fået kommunens tilladelse til at opstille ved rådhuset i Glesborg, blev mandag d.1/7 transporteret til Nørre Djurs fra Frellingvej i Midtdjurs.
DjurslandS.net´s lokalafdeling Nørre-DjurS.net har købt den brugte mast meget billigt af Henning Laursen, som ikke har kunnet få tilladelse til at stille den op i Midtdjurs til privat radiobrug.
Masten bliver et nåleøje for såvel GlesborgS.net som hele Nørre-DjurS.net, idet alle brugere i det kommende trådløse og ukommercielle Nørre Djurs egnsnet, via radioforbindelser over deres eget Landsbynets fællesantenne til netop denne mast, forbindes til et lejet fiberpar i amtets fibering. Gennem fiberforbindelsen vil man dels have adgang til Internettet og dels vil man, via tilsvarende centralantenner i Djurslands andre rådhusbyer, komme til at kunne nå alle andre brugere i DjurslandS.net mange landsbynet, efterhånden som disse popper op overalt på Djursland.
46 meter masten lå i stykker á ca. 15 meter. Disse blev af to gange transporteret den lange vej på traktorlad. Det var landmand Søren Hansen fra Stenvad og Hans Dalby fra CD Montage- & Ejendomsservice i Fjellerup der frivilligt gav formanden for DjurslandS.net og Nørre-DjurS.net Bjarke Nielsen en hånd med transporten. Eigil Henriksen kom til undsætning på parkeringspladsen ved rådhuset ved at hjælpe mastedelene forsigtigt ned fra vognladet med sin rendegraver.
En af de nærmeste dage går Eigil Henriksen og Søren Hansen igang med at grave støbehullet til mastens fundament, hvorefter Hans Dalby - også kaldet CD - går igang med selve støbearbejdet. Når fundamentet har hærdet i ca. 3 uger rejses masten med hjælp fra Svensson i Ramten. Det forventes at ske omkring d. 1/8.
Mens vi venter på at masten kan rejses og komme i brug benytter de to nyansatte netværkseksperter i DjurslandS.net - Per Larholm og Michael Villy Nielsen - hele juli måned til, sammen med de interesserede frivillige, at teste og udvikle deres evne til at styre sikkerheden ved brug af netop den slags trådløst grej, som fremover skal anvendes i DjurslandS.net´s mange landsbynet. Det sker med omkring 8 brugere i Glesborg.

Redigeret af Bjarke, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002