Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 25-06-02
Tag bussen – med garanti !

I Nørre Djurs NetNyt`s første måneder for et par år siden gav vi en spørgeskemaundersøgelser om amtets busser en noget ublid medfart, men vi må faktisk tilstå, at den nu har ført til noget, der ligner en klar forbedring, nemlig en såkaldt rejsegaranti.
Læs mere hér:

Rutebiler med rejsegaranti i hele Århus amt
21-06-2002

bus.jpg (25553 bytes)Det er ikke noget nyt, at der er garanti for, at heksene kan rejse til Bloksbjerg Sankt Hans Aften. Men det er nyt, at der fra samme dato ruller rutebiler med rejsegaranti rundt i Århus amt.

Er rutebilen forsinket mere end 20 minutter, så er der mulighed for at få økonomisk kompensation. Sådan lyder det helt konkret i den rejsegaranti, som fra og med søndag den 23. juni 2002 gælder alle rutebiler i Århus amt.

Rejsegarantien gør det klart, hvad du kan forvente som passager i amtet rutebiler. Det gælder information, komfort under selve busrejsen og den løbende dialog med kunderne.

Ideen til rejsegarantien kommer fra kunderne, som i forbindelse med en undersøgelse i efteråret 2000 gav udtryk for, at tydeligere information og kommunikation, sikkerhed for siddeplads og mulighed for økonomisk kompensation ville gøre dem mere tilfredse.

Rejsegarantien indeholder således en række mål inden for de områder, kunderne har peget på.
Selve det konkrete indhold af Rejsegarantien er blevet til i et tæt samarbejde mellem busselskaber, chauffører og trafikafdelingen i Århus Amt.

- Med indførelse af rejsegarantien stræber Århus Amt efter at have tilfredse kunder - ikke bare nu og her, men også i morgen og langt ud i fremtiden, siger udvalgsformand for Miljø og Trafik, Anders Bach Andersen.
I forbindelse med rejsegarantien indfører Århus Amt tre serviceforbedringer på hjemmesiden www.bus-info.dk.

Fra den 23. juni 2002 vil amtet her informere om planlagte og akutte driftsforstyrrelser, så kunden kan tage højde for ruteomlægninger eller væsentlige forsinkelser på sin rejse.

Ligeledes vil kunderne kunne få oplyst prisen på rejsen ved at indtaste oplysninger om, hvor fra og hvor til, man ønsker at rejse.

Herudover vil interesserede fremover få mulighed for at følge udviklingen i Rejsegarantien i form af statistikker. Ligesom der vil kunne sendes forbedringsforslag og ris og ros via hjemmesiden. Ris og ros kan dog også afleveres ved at udfylde et "ris og ros-skema", som fås i rutebilen.

Der er udarbejdet en informationsfolder, der fortæller mere om Rejsegarantien. Folderen kan fås på rutebilstationerne og i busserne fra den 23. juni.

Læs mere om rejsegarantien hér:
http://www.bus-info.dk

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002