Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 20-06-02
Så går teknikken i gang!

Selv om langsommelighed fra amtets side med at lave forbindelse fra amtets fiberring i Fannerup til rådhuset i Glesborg (det skulle have været fra nytår, men nu bliver det først september!) har forsinket og besværliggjort DjurslandS.Net`s pilotprojekt i Nørre Djurs, står teknikerne nu klar til at lave de første indledende øvelser.
Læs mere hér:

Antennespecialist.jpg (18152 bytes)
Antennespecialist Martin Hertzum vuderer om der er direkte sigt til et af
de steder man kan placere den fælles antenne for Glesborgs Landsbynet.

Som det er læserne bekendt, bliver Nørre Djurs ét af de første steder på Djursland, hvor der skal laves pilotprojekt med den trådløse bredbåndsteknik, som bestyrelsen efter grundigt og seriøst forarbejde har bestemt sig for. Inden det egentlige pilotprojekt går igang i midten af juli laves et testnetværk med 8 udvalgte husstande i Glesborg, og lige så snart det virker tilfredsstillende, går man så videre med at koble 3 byer op, nemlig Glesborg, Bønnerup og Ørum.
I hver af byerne bliver der en Landsbynet-ansvarlig som borgerne kan henvende sig til, og som så arbejder direkte sammen med den teknikgruppe, der holder sit første møde i aften med den teknikske konsulent fra grej-leverandøren. Hvem der er kontaktperson, kan man læse i en husstandsomdelt tryksag, der allerede er kommet ud i Ørum, og som bliver husstandsomdelt i de forskellige områder, efterhånden som bredbåndsforsøget breder sig.
På teknikergruppens møde i aften skal der tages endelig stilling til præcis, hvilket grej der skal bestilles hjem, og som det fremgår af billedet, er man også gået i gang med at pejle sig frem til de steder, hvor der skal opstilles master og antenner. Hos DjurslandS.Net er man meget glade for, at der nu er fundet 2 supereksperter i netværksstyring, nemlig Michael Villy Nielsen og Per Larholm, og de skal være daglige teknikansvarlige for hele DjurslandS.nets område, efterhånden som bredbånds forsøget bliver udbredt over resten af Djursland.
I de seneste dage har forsøget med trådløse netværk ellers været ramt af dårlig presse, der har været ved at gøre flere af forsøgspersonerne godt nervøse, endnu før det hele er kommet i gang. Bl.a. har Jyllands Posten de seneste dage bragt reportager skrevet af journalister, der ”så let som ingenting” har haft held til at bryde ind i visse firmaers trådløse netværk. Det er naturligvis en alvorlig ting, når man skal kaste sig ud i et så omfattende trådløst projekt, men ved nærmere eftersyn har det vist sig, at de pågældende virksomheder slet ikke har sørget for at sikre deres systemer. Den fejl vil man naturligvis ikke begå hos DjurslandS.net, og hvordan man sikrer sådan et system, er ikke noget problem, specielt ikke når man har så meget forstand på det, som netop Michael V. Nielsen og Per Larholm har.
Så her fra Nørre Djurs NetNyt krydser vi endnu engang fingre for, at det skal lykkes det folkelige bredbåndsinitiativ, DjurslandS.net, at skaffe bredbånd til Nørre Djurs og resten af Djursland.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002