Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 13-06-02
Jan G. Larsen har "en sang" mere

Kære redaktør,

Endnu en gang et længere indlæg.....jeg håber på overbærenhed.


En gang til for Jellesen.

Kære alle byrødder
Dette er ikke et brev til byrådet, men til hver enkelt af byrødderne. Jeg ved, at I alle er koblet op, og jeg regner med, at I klikker ind på siden en gang i mellem.

Lad mig starte med at erklære min borgmester Jens Peter Jellesen min fulde støtte. Jeg tror ikke, han er valgt på et bredt demokratisk grundlag, men det skal ikke forhindre mig i at slutte op bag ham. Jeg håber, han går til opgaven helhjertet og på fuld tid og har gode rådgivere.

Europas historie er vrimler med ledere, der ikke er demokratisk valgt. Mange ledere af hele nationer er blevet ledere, udelukkende fordi de blev født af en bestemt kvinde med en bestemt mand som formodet far. Og det er af og til gået ganske udmærket. Ledere, der ikke er demokratisk valgt, kan endda være demokrater. Dalai Lama (uden sammenligning i øvrigt) er et godt eksempel. Så en gang til for Jellesen, denne gang lykkedes det, og han er måske både leder og demokrat i svøb.

Men jeg har en lille anmodning angående demokrati. Ved direkte valg, hvor alle stemmer, er det ikke nødvendigt med offentlighed. Vi går i enerum i boksen, det er vor ret, alle ved, hvad de selv har stemt, og det kommer ingen andre ved. I et repræsentativt demokrati, hvor vi vælger andre til at repræsentere os, er offentlighed derimod vigtigt, ja en forudsætning for demokratiet. Hvis jeg ikke ved, hvad den person, jeg har stemt på, stemmer for i byrådet, ved jeg ikke, hvad jeg skal stemme næste gang. Der kan naturligvis være undtagelser - stærke personlige hensyn, nationens sikkerhed og den slags.

Byrådet - eller nogen i byrådet - har lige truffet en vigtig beslutning, nemlig hvem der skal være vor nye borgmester. Det har jeg fået at vide i radioen, hvor den nye borgmester blev præsenteret og interviewet og har udtalt sig som borgmester angående det ene og det andet. Det gør mig nysgerrig. Denne byrådsbeslutnng blev nemlig ikke truffet i byrådssalen. I byrådssalen på torsdag bliver der måske og måske ikke en afstemning, det er ikke til at vide, men det er heller ikke ret interessant, da beslutningen allerede er truffet. Men hvem har dog truffet den beslutning? Jeg tror ikke, det kan være hemmeligt, og jeg formoder, I, der har besluttet, står ved jeres beslutning. Jeg vil bede jer alle hver især om at gøre sig den lille ulejlighed at svare på to enkle spørgsmål:

1. Har du været involveret i beslutningen angående vores nye borgmester? og hvis ja,

2. Har du peget på Jens Peter Jellesen som ny borgmester?

Jeg er sikker på at redaktøren vil sætte et lille skema op med navne og enten “ja” eller “nej” til de to spørgsmål til almindelig orientering. Medmindre selvfølgelig I er forhindret af stærke personlige hensyn, hensyn til nationenes sikkerhed eller lignende.......

Med venlig hilsen

Jan Gruwier Larsen
Hedegaardsvej 6
DK 8585 Glesborg
86387119
jgl@c.dk


P.S. til alle.
Jeg ved ikke, om det kun er mig, der synes det er relevant. Hvis andre, der læser dette, har det ligeså, så vil en kort støttemeddelelse her på siden eller en henvendelse til jeres kandiat måske fremme sagen. Politikere har somme tider så frygtelig travlt med at føre politik, at de glemmer at forklare os, hvad det egentlig er der foregår.

Jan

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002