Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 11-06-02
Om igen i Nørre Djurs

Efter en mødeaktivitet, der ikke gav valgnatten noget efter i rævekagebagning, og hvad dertil hører, kom Venstres borgmesterkandidat ved sidste valg, Jens P. Jellesen, ud af gårsdagens forhandlinger med et flertal bag sig, som gør ham til ny borgmester i Nørre Djurs.
Læs mere hér:

jens_peter.jpg (16920 bytes)Vi kan ikke uden videre give læserne nogen længere redegørelse for de ting, der sker lige nu omkring borgmesterskiftet, for forhandlingerne er endnu ikke afsluttede, så det bliver først i løbet af de næste dage, vi kommer til at få et overblik over konsekvenserne af den nye politiske situation.
Man kan måske undre sig over, at man ikke bare har ladet den ny-udnævnte viceborgmester, den konservative Benny Hammer, træde ind på borgmesterposten. Men han er som bekendt helt ny som kommunalbestyrelsesmedlem, så det var mest naturligt, at enten Socialdemokratiet eller Venstre fik posten som kommunens frontmand. Da man besluttede sig for at lave en helt ny konstitutioneringsrunde, skete der det forbløffende, at hele 8 kandidater meldte sig (foruden dem, vi nævnte i går, var også Borgerlistens Arne Trend-Poulsen på banen).
Hvorfor socialdemokraterne nu giver den forholdsvis nyvundne magt tilbage til Venstre, hvis mangeårige dominans de brød for 4-5 år siden, står os ikke lysende klart i skrivende stund. Hvorfor blev Venstres Jens Peter Jellesen foretrukket frem for socialdemokraternes Gert Eriksen? Dette og andre spørgsmål brænder vi efter at holde vore læsere orienterede om. Det eneste, vi kan sige på nuværende tidspunkt, er, at linjen fra den seneste konstituering med et samarbejde hen over midten i byrådssalen bliver fortsat, også selvom borgmesteren hedder Jellesen. Der er jo heldigvis en stærk vilje i begge lejre til at stå sammen om det ikke særligt misundelsesværdige job at finde besparelser på budgettet, der kan afhjælpe den håbløse økonomiske situation, Nørre Djurs som bekendt befinder sig i.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002