Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 10-06-02
Kandidaterne står i kø

Nr-Djurs-logo.gif (3792 bytes)
Sammen skal vi tage vare på vores fælles samfund.

Da vi i week-endens udgave af NetNyt bragte nyheden om Leif Sørensens farvel til kommunalpolitikken, nøjedes vi med at sætte den socialdemokratiske gruppes pressemeddelelse på uden at gå yderligere i dybden. Men i lørdags var både Århus Stiftstidende og TV2 Østjylland på pletten med den egentlige baggrund, så i dag tager vi også bladet fra munden.
Læs mere hér:

Det viser sig nu, at Leif Sørensen forleden blev stoppet af en politipatrulje, som midlertidigt inddrog hans kørekort. I samråd med sin gruppe har han altså nu valgt at trække sig, og det burde egentlig være en naturlig ting, at viceborgmesteren (den nyvalgte konservative Benny Hammer) overtager den ledige borgmesterpost. I stedet har man valgt at forhandle en helt ny konstituering igennem, som om der havde været nyvalg og med lige muligheder for alle partiers medlemmer til at finde et flertal.
Det har foreløbig givet det noget usædvanlige resultat, at det i skrivende stund vrimler med kandidater til borgmesterkandidater. Kilder tæt på beslutningerne oplyser til Nørre Djurs NetNyt, at alene Venstre har 3 kandidater i spil, nemlig deres ”normale” kandidat Jens P. Jellesen, formand for Teknisk Udvalg Carlo F. Christensen og det nyvalgte medlem Eigil Henriksen fra Glesborg. Udover førnævnte mulighed til borgmesterposten, de konservatives Benny Hammer, som også kandiderer, kunne det også have været ganske naturligt, hvis socialdemokraterne havde erstattet Leif Sørensen med én af deres egne. Derfor kan det ikke overraske, at socialudvalgsformand Gert Eriksen er deres bud, mens det må siges at høre til den lidt mere morsomme afdeling, at både Malte Larsen og Kirsten Bech-Hansen fra Nørre Djurs Listen har meldt sig på banen som borgmesteraspiranter.
Ikke mere end et halvt år efter sidste valgrunde er man altså nu endnu engang i færd med den vanskelige kabale, som det er at forhandle sig til rette om borgmesterpost, viceborgmesterpost og alle udvalgene. Vi skal nok holde læserne orienterede om situationen.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002