Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-06-02
Fra redaktøren!

Man skal ikke tro alt, hvad man læser i avisen! Denne gamle folkelige sandhed måtte jeg sande, da jeg i går læste i Randers Amtsavis, at jeg måske stod for at miste synet!
Sandheden er, at jeg i 4-5 dage indtil tirsdag i sidste uge frygtede en operation som følge af problemer med nethinden på mit eneste øje. Den dag fik jeg nemlig øjenlægernes ord for, at øjet heldigvis så ud til at falde til ro af sig selv, og siden da har der kun været fremgang. Og den opmærksomme NetNyt-læser må også have opdaget, at jeg hurtigt var i gang igen med skriveriet, om end for nedsat damp.
At der overhovedet kom til at stå noget om det i avisen, skyldtes en appel fra Bjarke Nielsen om hjælp til sit store arbejde i Bøvl-værkstedet, hvor han er blevet hårdt ramt af øjeblikkelig mandskabsmangel. På NetNyt, som er en selvstændig udløber af Bøvl-værkstedet, er Net-avisens permanente mandskabsproblemer langt fra noget nyt. Lige nu er det (næsten) en én-mandsavis, og der arbejdes på løsninger for den fremtidige drift, men HUSK, kære læser: Der er altid brug for en god nyhed! Ring eller skriv til os, og vi sætter den i avisen!

Med venlig hilsen,
Rex Jensen, journalist/redaktør.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002