Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 03-06-02
Gjerrild-Bønnerup tabte til tophold

I gårsdagens herlige sommervejr havde Deres udsendte skiftet verdensklassefodbolden på fjernsynet ud med serie 4-kampen på Gjerrild Stadion mellem hjemmeholdet Gjerrild/Bønnerup og puljens ubesejrede tophold fra Allingåbro. Unægtelig et dyk i kvalitet, men selv en serie 4-kamp kan være underholdende, så vi håbede på at se topholdet spille en frisk gang fodbold.
Det skal siges, at holdene hele første halvleg skiftedes pænt til at lave fæle fejlafleveringer, så at der stod 0-0 ved pausen, var helt naturligt. Der var kun enkelte skud på mål i begge ender, men straks efter at anden halvleg blev fløjtet, lykkedes det Gjerrild/Bønnerup at score ved unge Jacob Steensgaard.
Hjemmepublikummet havde ikke megen tiltro til, at denne føring ville vare ved, men det varede længe, inden Allingåbro-spillerne fandt noget af det spil frem, man må kunne spille for at være ubesejret tophold. Først da Gjerrild 20 minutter før tid fik 2 mand udvist i 10 min. for hidsige protester mod dommeren, fik spillerne fra Allingåbro så meget plads, at de med 3 hurtige, gennemspillede angreb kunne afgøre kampen. Sensationen lå meget længe i luften; tænk, hvis det lykkedes at slå topholdet, men sensationen udeblev altså, og Allingåbro vandt kampen med 3-1.

Skrevet af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002