Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 31-05-02
Aktive tirsdage på Stenvad Mosebrugscenter

Redaktionen har modtaget følgende opfordring til at bruge et par timer på Mosebrugscentret i Stenvad på tirsdag i næste uge:

”To gange om måneden sommeren igennem byder Stenvad Mosebrugscenter på særlige aktiviteter om tirsdagen. Den første afvikles tirsdag den 4. juni, hvor publikum kan få lejlighed til at lære om de gamle spil. Det er Carl Pold fra Glesborg, der kommer og leder løjerne, der begynder kl. 14.00 og varer et par timer.
Til lejligheden har værkstederne bygget store spil i stor størrelse, som er anbragt udendørs, og hvor man kan få vejledning i, hvordan spillet er.
Aktivitetstirsdagene er den første og den tredje tirsdag i hver af månederne juni, juli og august. Foruden den særlige aktivitet, som er beregnet til, at publikum aktivt tager del i den, vil der også blive lavet noget særligt, som kun er for børn. Et eksempel kunne være at få køkkenet til at ælte en skål dej til snobrød og tænde et lille bål. Tilbuddet vil dog blive afpasset efter vejret på dagen.
Indholdet i de kommende aktivitetstirsdage kan ses på Stenvad Mosebrugscenters hjemmeside: www.stenvadmosebrugscenter.dk

Yderligere oplysninger
Stenvad Mosebrugscenter, tlf. 87 79 32 20 Lise Bomholt
Indsendt til og skrevet af info-medarbejder Lise Bomholt fra Stenvad Mosebrugscenter

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002