Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 24-05-02
Ansøgning om EU-støtte til egnsnettet

Århus Amt, som er med til at administrere EU´s Mål 2 midler, modtager nu en ansøgning om at yde støtte til etableringen af det planlagte egnsnet i Nørre Djurs.

Mål 2-programmet i Århus Amt omfatter kun Samsø, Anholt og Tunø samt Nørre Djurs. Nørre Djurs kommune er dog kun omfattet af Overgangsordningen. I Overgangsordningen er der afsat ca. 6 mio. kr. De fleste af disse midler er afsat til forbedring af infrastrukturen, og kun en mindre del til direkte virksomhedsstøtte.

Mål 2-programmet er en hjælp fra EU, stat, amt og kommune til projekter, der kan ændre de generelle betingelser for vækst og udvikling i områder med strukturproblemer, for at fremme virksomhedsudvikling og styrke de menneskelige kompetencer.

Under Mål 2-programmet kan der søges støtte fra to af EU's Strukturfonde - Regionalfonden og Socialfonden.

Det Regionale Udvalg for Mål 2 i Århus Amt har allerede den 19. december 2001 indstillet to Regionalprojekter fra Nørre Djurs til at få støtte fra Overgangsordningen. (Det Regionale Udvalg har i Regionalfondssager til opgave at indstille projektansøgninger til Erhvervsfremme Styrelsen, som så har den endelige beslutningskompetence).

Det ene drejer sig om "Forlægning af Hemmedvej - Analyse og rådgivning" hvor den samlede projektsum er kr. 1.125.000. Det blev indstillet at yde et tilskud på kr. 562.500.

Det andet drejer sig om "Fleksibelt Vækst- Erhvervshus ved Bønnerup Havn", med indbygget sparrings- og netværks-muligheder med f.eks erhvervschefer og uddannelsesinstitutioner. Erhvervshuset skal løse et akut lokalebehov og samtidigt gøre området mindre følsomt og afhængigt af skiftende indtjeningsmuligheder fra fiskeriet. Den samlede projektsum er kr. 7.293.002,50. Det blev indstillet at ansøgningen - med en støtteintensitet på 44% - imødekommes med kr. 3.198.626.

Nu søger Nørre-DjurS.net så om støtte til etableringen af det trådløse egnsnet. Den samlede projektsum er for de 10 første landsbynet og den forberedende fase af opkobling af resten af landskabet budgeteret til kr. 2.415.600 og der søges om et tilskud på 50 %, eller kr. 1.207.800. Der kan forventes svar fra Amtet i starten af juli, lige inden pilotprojektet med trådløs opkobling af Glesborg, Bønnerup og Ørum starter.

Læs projektbeskrivelsen fra ansøgningen ved at klikke på denne linie.

Redigeret af Bjarke, redaktion 03.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002