Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 17-05-02
3 gode kunsttilbud i pinsen

I går fortalte vi om ferniseringen i eftermiddag kl. 16 af Stig Holstings udstilling med tegninger på Mosebrugscentret i Stenvad, og i morgen er der hele 2 kunstbegivenheder af høj kvalitet.
På den vej i Bønnerup Strand, der hedder Havet, ligger en butik ved navn Glashuset, hvor der blandt andet handles med glaskunst. Nu har butikkens ejer, Per Enevoldsen, bestemt sig for også at lade sit hus være hjemsted for forskellige arbejdende værksteder sommeren igennem. Det første af slagsen er lagt i hænderne på én af Djurslands dygtigste billedhuggere, Stig Mortensen fra Glatved. Ved galleriåbningen på det smukt beliggende sted kan man også se billeder af T. Appel, og i løbet af eftermiddagen bliver der også musikalske indslag.
Endnu et kunsttilbud skal man til nabokommunen Rougsø for at finde, men udstilleren er til gengæld nørre djurser, nemlig Ruth Falk fra Hemmed. Hele sommeren igennem kan man nyde hendes flotte billeder tæt ved Nørager, nærmere bestemt Fjerupgårde, hvor keramikerne Åse og Troels Kvorning i mange år har haft deres driftige keramikværksted. Her har de en butik med udsalg af deres smukke keramik, og hver sommer har de en gæsteudstiller.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002