Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 17-05-02
Læserbrev: Til Kaj Agerskov

For snart en del tid siden bragte vi et læserbrev, skrevet af socialdemokraten Kaj Agerskov fra Voldby som svar til Knud Andersen fra Dansk Folkeparti. Det drejer sig om kommunalbestyrelsens spørgetid, som Agerskov bl.a. beskylder DF for at overbruge. I dag bringer vi så Knud Andersens noget forsinkede svar:

"Et, på grund af ferie, lidt forsinket svar til debatoplæg den 23.04.02 skrevet af hr. Kaj Agerskov, kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet i Nr. Djurs.
Det var ellers noget af en profil, du der fik tegnet af mig. Det varmer mit hjerte, når der er nogen, der gider beskæftige sig med mig som person.
Det er nok ikke det hele, jeg er enig med dig i, men jeg kan da godt give dig ret i noget af det, du siger og mener om mig.
Du siger, jeg har indeklemte frustrationer. Det er helt rigtigt, og det er derfor, jeg sidste år begyndte at beskæftige mig med politik. Jeg blev simpelthen så gal i skallen over ikke at kunne få nogle ærlige oplysninger om noget som helst. Over at vi borgere simpelthen bliver manipuleret og på en måde, der er en bananrepublik værdig. Du beskylder mig ligeledes for at danne mine egne konklusioner! Ja, selvfølgelig, hvis ellers?
Fordi jeg tilfældigvis er formand for Dansk Folkepartis lokalafdeling, synes du, det er forkert, at jeg benytter spørgetiden ved kommunalbestyrelsesmøderne. Det er sådan, at jeg i mange tilfælde kun fremfører de spørgsmål, jeg fra forskellige borgeres side - borgere af forskellig politisk observans - bliver bedt om at stille. Så når du rejser kritik af mig som person, rammer du bredt, da jeg i mange tilfælde kun er formidleren og ikke nødvendigvis ophavsmanden til spørgsmålene.
Du skriver ligeledes, at du synes det er fint, at almindelige borgere har mulighed for at spørge, du bruger endda udtrykket ubegrænset. Det vil sige, at jeg, efter din opfattelse, ikke længere er almindelig borger? Forklar mig venligst, hvornår man er almindelig borger, og hvornår ualmindelig.
Det har ligeledes undret mig, at I socialdemokrater foretrækker at angribe mig som person og ikke svarer på det, sagen drejer sig om. Men selvfølgelig, kan man ikke få fat i bolden, så gå efter manden.
Prøv fremover at komme til sagen! Vis saglighed."

Indsendt til Nørre Djurs NetNyt med venlig hilsen fra
Knud Andersen, lokalformand for Dansk Folkeparti,
Nr. Djurs, Midtdjurs og Rougsø

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002