Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 15-05-02
Nyt fra Ældrerådet

Harry Lykke Nielsen bor i Voldby og er formand for Ældrerådet. Ca. en gang om måneden sender han os et lille nyhedsbrev om rådets aktuelle arbejde, og det har han også gjort i dag:

"Seniorboliger i Bønnerup
Opførelse af 18 almene boliger (seniorboliger) i Bønnerup Strand går nu i gang.
Ældrerådet er repræsenteret i byggeudvalget ved Gudrun Lundemose, Bønnerup Strand. Hvis du tænker på at købe en sådan bolig, er du velkommen til at kontakte Gudrun Lundemose, som så kan viderebringe evt. problemstillinger om f.eks. indretning af særlige faciliteter til byggeudvalget.

Frivilligt socialt arbejde
Pensionistforeninger, ældreklubber, m.fl., der tidligere har fået tilskud via Ældrerådet, skal fremover søge tilskud via "Frivillighedsrådet".
Ældrerådet skal gøre opmærksom på, at der for kalenderåret 2002 stadig er midler til rådighed. Uddelingen af penge sker igen til efteråret. Se annoncering i lokalbladene til den tid.
Da en del pensionistklubber m.fl. har været vant til tilskuddene via Ældrerådet, vil disse
foreninger få direkte besked fra ældrerådet om ændringen.
Er der nye foreninger eller foreninger, der ikke tidligere har søgt Frivillighedsrådet, kan disse også søge til efteråret.

Kvalitetsstandarder
Sammen med lederne af plejehjemmene i Nørre Djurs kommune skal Ældrerådet gennemgå og evt. stille forslag til ændringer af kvalitetsstandarder for

1. bistand og pleje
2. mad/ernæring
3. indkøb
4. rengøring
5. tøjvask
6. omsorg/træning
7. afløsning eller aflastning af ægtefælle

Da Nørre Djurs kommune på grund af sparekrav skal finde nogle besparelser allerede i dette finansår, kan det også komme til at ramme nogle af disse kvalitetsstandarder. Derfor er Ældrerådet med i en høringsfase, inden vedtagelsen af forslaget i socialudvalget.

Folder/pjece, orienteringsmøde
Ældrerådet vil lave (revidere) en folder om Ældrerådet og dets virke. Til efteråret vil Ældrerådet arrangere et møde for alle pensionister i kommunen, hvor vi vil fortælle om Ældrerådet - om hvad der er sket indtil nu, og hvilke opgaver, der ligger fremover."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Ældrerådet for
Nørre Djurs kommune v/ H. Lykke Nielsen, fmd.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002