Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 08-05-02
"Skån grundvandet"-projekt i TV

Skindbjerg:
Det er nu så herligt, når vores lille fattige kommune gør sig så bemærket, at det vækker mediefolks bevågenhed, og det sker heldigvis ikke så sjældent endda. Dog er der jo en tendens til, at TV-folk først vågner op, når der er noget negativt på færde, såsom kommunens dårlige økonomi eller vrede fiskere på Bønnerup Havn.
Så det var en udelt glæde, da TV2 Østjyllands TV-avis i aftes lige pludselig tog seerne med til Skindbjerg, hvor landmand Birger Mikkelsen begejstret berettede om det projekt, vi fortalte om i går. Sammen med 7 andre landmænd har han gennem de seneste 3 år eksperimenteret med forskellige måder at nedbringe udvaskningen af nitrat i grundvandet. Uden at det har været en økonomisk belastning, er det lykkedes at bringe nitratudvaskningen ned med 35 %.
Også konsulent i Djurslands Landboforening Jens Peter Jellesen blev interviewet i indslaget, for han har nemlig været én af initiativtagerne til det spændende projekt.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002