Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-05-02
Økonomien i stramme tøjler

På torsdagens kommunalbestyrelsesmøde var der debut til den nyudnævnte vicekommunaldirektør, Søren Brixen, der på overbevisende måde tegnede og fortalte for politikere og tilhørere. Det handlede om strammere styring af de fortvivlende finanser i vores lille kommune, og det fortæller vi lidt om i dag.

Image1.gif (3334 bytes)

Vi skal straks skynde os at sige, at vi langtfra er økonomiske eksperter her på redaktionen, så vi vil afholde os fra at gå i detaljer med de mange begreber og tørre tal. Meningen med den nye struktur på rådhuset er, at den nye mand sammen med kommunaldirektør Mogens Caspersen og forvaltningsdirektør Finn Byrialsen skal udgøre Direktionen. De skal sørge for at have det overordnede overblik, og det er også dem, som for fremtiden skal sørge for en mere præcis og lettilgængelig fremlæggelse af de rammer, politikerne skal rette sig efter, når budgettet skal lægges.
Allerede nu kunne Søren Brixen fremlægge en strategi for, i hvilken rækkefølge de forskellige beslutninger skal tages m.h.t. næste års budget, der skal vedtages til efteråret. Det er vist ikke for meget sagt, at der forestår et stykke ubehageligt arbejde for politikerne, når der uden tvivl bliver brug for at svinge sparekniven over visse serviceområder. I første kvartal af dette år kan man allerede se, at hvis tendensen holder, kommer der til at mangle 4,5 mill. ved årets slutning, og de penge har økonomiudvalget bedt forvaltningen om at finde ved at gennemgå tingene for at se, om der skulle være nogle forretningsgange, der kan gøres billigere i de forskellige afdelinger.
Når det allerede er gået så skævt i år, er det svært at tro på, at der skulle kunne forekomme ting, der får det økonomiske billede til at vende. Lige som sidste år er det for en stor dels vedkommende de sociale udgifter, der er ustyrlige, og det er de, fordi udgifterne til førtidspensioner, sygedagpenge, døgnanbringelser, osv. er så svære at forudsige.
Det er her, den nye direktionsmodel meget gerne skulle vise sig stærk, og hos politikerne var der tilfredshed hele vejen rundt med, at der nu bliver nogle bedre redskaber at lave budget med. Lige fra Nørre Djurs Listen og til Venstres gruppe var der udelt tilfredshed med de nye tider, men både Kirsten Bech Hansen (N) og socialdemokraten Birthe van den Bos var bekymrede over den plan for, hvornår hvem bliver hørt i den plan over det forberedende arbejde med næste års budgetlægning, som blev fremlagt på mødet. De gav udtryk for frygt for, at de som menige udvalgsmedlemmer først bliver hørt m.h.t. eventuelle besparelser, når tingene reelt er besluttede i økonomiudvalget.
At der forestår et stort og ikke særligt behageligt job for vores politikere op til budgetlægningen, kan der vist ikke herske tvivl om.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002