Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 03-05-02
Læserbrev: Om befrielsen

I anledning af årsdagen for Danmarks Befrielse har vi modtaget følgende indlæg fra René Paw Christensen:

"God befrielse
Lørdag den 4. maj 2002 er det 57 år siden Johannes G. Sørensen læste frihedsbudskabet i BBC's danske udsendelse:

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland - og i Danmark har overgivet sig!
Her er London, vi gentar.
Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper, i Holland, Nordvesttyskland - og Danmark har overgivet sig."

Hermed vil jeg opfordre alle til at sætte et lys i vinduet i aften den 4. maj, til minde om friheden og de som faldt.

Husk også at Norge blev frit 8. maj 1945, da tyskerne kapitulerede endeligt.
Efter den tyske kapitulation nægtede den tyske kommandant på Bornholm at overgive sig til russerne. Herefter indledte russiske flyvere er voldsomt bombardement af Rønne og Nexø 7 og 8. maj 1945. Sovjetrussiske tropper besatte derefter Bornholm 9. maj, og rømmede først øen 16. marts 1946.

Hjertlig god befrielse 2002
René Paw Christensen

Fra Bornholmsmuseer

Der er formentlig kun få, der i dag nikker genkendende til navnet Johs. G. Sørensen; men hvis man hører stemmen, er ingen, især i den lidt ældre generation, i tvivl: det var Johs. Sørensens stemme man hørte fra London hin lyksalige aften, 4. maj 1945, hvor alle danske, som sædvanligt - og vel fordi man forventede at netop det måtte ske - lyttede til BBC: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.. ". Johs. G. Sørensen har selv i sine erindringer berettet om befrielsesaftenen: "Fjerde Maj begyndte trist… Jeg mindes blot en Endeløs Venten… Fra Danmark selv var Efterretningerne højst forvirrende, det ene Øjeblik hejste en lokal Kommandant det hvide Flag, det næste halede han det ned igen. Politiet gik over Jorden og gik under den igen… Vi gjorde Plads til flest mulige Nyheder, baade Verdensnyheder og danske Nyheder, forberedte som Reserve en enkelt lille Redegørelse for, saa vidt jeg husker, nogle russiske Forhold, og haabede saa i øvrigt paa, at Dansk Pressetjeneste og Information ville dænge os til med Telegrammer lige til sidste Minut… Og saa gaar vi da i Studiet. Der kom altsaa heller ikke i Aften noget afgørende… V-signalet, grønt og rødt Lys, elleve Sekunder af Prins Jørgens March - og jeg er paa Luften. Det gaar glat og præcist, først Programoversigten, saa de indledende Ord om Danmark. Hvor mange lukker for Radioen hjemme for at spare paa Elektriciteten, tænker jeg… Pludselig faar jeg et kraftigt Puf i Ryggen. Jeg fortsætter med at læse, et Puf til og endnu et…Journalist Flemming Barfoed staar ved siden af … Vi maa have gjort en slem Fejl tænker jeg… Fejl eller ikke Fejl, Lytterne maa ikke mærke noget, ingen Tumult ved Mikrofonen. Jeg læser en Sætning færdig og lukker Mikrofonen. Flemming stammer, mens han snapper efter Vejret: - Montgomery… Kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark… sig det!... Tør du tænker jeg, uden et Ord skrevet, hvor har Flemming det fra? Jo, han er god nok, det er rigtigt. Med en voldsom Anspændelse for at beherske Stemmen gør jeg Tegn til Stilhed, aabner Mikrofonen og siger det, gentager det. Langsomt og nøjagtigt, ikke et Ord maa gaa tabt, her maa ikke snubles. Min Opgave er at tjene dem, der nu sidder og venter Bud fra London - og her er Budskabet… Jeg har at bringe Montgomerys Ord til Danskerne, som jeg har faaet dem. Er de ikke store nok? Jo, sandelig, blot et Dusin, men de vender Danmarks Skæbne …"

Johs. G. Sørensen slutter sin beretning: "Da Danmark blev besat, faldt det i min Lod at læse Kongens Budskab til det danske Folk. Nu havde jeg læst Budskabet om Besættelsens ophør. Jeg var taknemmelig mod Skæbnen, jeg havde oplevet mit Radio-Livs Højdepunkt."

Kilde: Bornholmsmuseer

Links:

Her er et par steder med nogle spændende fortællinger.

Læs mere om Johs. G. Sørensen og Bornholm:
<http://www.bornholmsmuseer.dk/bhmuseum/nyudstilling.htm

Læs om Krigen i Helberskov:
<http://home9.inet.tele.dk/trikker/page210.html

Vi skylder dem så meget...
<http://www.regionerne.dk/artikler/modstand1/


Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002