Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 02-05-02
Festlig åbning på turistsæsonen

Til formiddag har redaktionen været en lille tur i Stenvad, hvor Mosebrugsmuséet slog dørene op for den nye turistsæson. "Slog dørene op", er måske så meget sagt, for i det dejlige solskinsvejr blev det slet ikke nødvendigt at gå inden døre.

tog.jpg (22020 bytes)

Samtlige dagpleje- og børnehavebørn i det kommunale regi var inviterede, og alt var gratis for dem på denne dag, der markerede starten på den nye sæson på det flotte Mosebrugsmuséeum. Fra kl. 10 kunne børnene opleve en køretur med Tørvegrisen, den lille togbane, der går fra centret og ud i den smukke natur i omegnens moselandskab, hvor tørvene i gamle dage blev gravet op og kørt ind til forarbejdning. Heldigt var det, at vejrguderne var så venligt stemte, så børnene fik de bedste betingelser for at få en hyggelig dag ud af det.
Da vi var der, var der godt og vel et halvt hundrede børn, og sammen med dagplemødrene og enkelte forældre havde de allerede fået skabt en rigtig god stemning. Det var således en større forventningsfuld flok, der ved halv elleve-tiden satte sig til rette i græsset for at vente på formiddagens store nummer: Cirkus Skunk.
Den lille mexicansk-californiske charmetrold, David Ochoa, bor lige uden for Ebeltoft, og herfra har han i snart en del år kørt rundt i det ganske land med sit hylende morsomme énmandscirkus. Med en blanding af jonglørkunster, akrobatik, musik og først og sidst en uforlignelig humor lykkedes det ham at tryllebinde selv de helt små. Der blev jongleret med både bolde, hatte, kegler, knive og brændende fakler - hver gang bygget op med fumlerier i starten, hvorefter David Skunk sluttede hvert nummer af med en overbevisende omgang jongleren. Publikum blev heller snydt for den lille klovns gamle glansnummer: the One Man Bigband - et musikalsk galmandsværk, hvor han først ifører sig en stortromme med hi-hat på ryggen, herefter tager en sousafon (forløberen for tubaen) på maven og til sidst en lille banjo, hvorefter han bakker sig selv op i at synge et bluesnummer, Sixty Kilos on my Back!
Om man er lille eller stor, er det svært at stå for David Skunk og hans løjer, så der er ingen tvivl om, at både børn og voksne fik sig en god start på en hyggelig dag i tørvemosen!

maelkeboettepige.jpg (9465 bytes)cirkus-skunk3.jpg (18957 bytes)
Billeder fra sæsonstart på Mosebrugsmuséet

Skrevet af Rex, redaktion 11.
Foto: Brian, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002