Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 29-04-02
Mosebrugscentret slår dørene op

På Mosebrugsmuséet er man ved at være klar til at slå dørene op for den nye turistsæson, og det sker med et brag af en åbning på torsdag d. 2. maj. De lokale dagpleje- og børnehavebørn kommer gratis ind, så det skal nok blive festligt. Det fortæller vi om i dag:

mosebrug400.jpg (16313 bytes)

"Børnene åbner årets sæson i Stenvad Mosebrugscenter
Stenvad Mosebrugscenter åbner sæsonen den 2. maj kl. 11.00. Vi vil gerne gøre noget særligt ud af det og har derfor inviteret alle børn i dagplejen og i børnehaverne i Nørre Djurs Kommune til at komme og være med. Over 100
børn har meldt sig til, både fra dagplejen og fra børnehaverne.
Cirkus Skunk optræder fra kl. 10.30 (indendørs hvis det regner, ellers udendørs), og cirka kl. 11.15 kører toget ud til mosen, fyldt med glade
børn. Toget er lastet med sodavand og lidt mundgodt, som serveres på rastepladsen. Børnene er inviterede til at komme fra kl. 10, og vi lukker først klokken 16.
Alle børn i kommunens institutioner har gratis adgang til Stenvad Mosebrugscenter - og det gælder hele sæsonen.
Stenvad Mosebrugscenter har hele vinteren arbejdet på at gøre besøget på museet og mosebrugsbanen mere behageligt. Store strækninger af banelegemet er blevet lagt om, og der bygges for tiden på nye vogne med blødere hynder.
Udendørs er lagt nye volde omkring spisepladsen med borde-bænke, hvor den
medbragte madkurv kan nydes.
I vinterens løb har en gruppe ivrige pensionister bygget om og indrettet baggård til museets kopi af en arbejderbolig fra mosen. Arbejdet er ikke
helt færdigt, men det giver til gengæld publikum lejlighed til at opleve arbejdsholdet i funktion, de kommer hver tirsdag eftermiddag.
Museets smedje er undergået en forandring, og især for de tyske gæster bliver det nu nemmere at orientere sig i museet, idet alle plancher er
blevet oversat til tysk og trykkes i en folder.

Yderligere oplysninger:
Hans Jørgen Pedersen tlf. 87 79 32 21 eller Lise Bomholt tlf. 87 79 32 20."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt på Mosebrugsmuséets vegne af informationsmedarbejder Lise Bomholt

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002