Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 24-04-02
Læserbrev: Posen brast


Forleden bragte vi et debatindlæg fra Knud Andersen fra Dansk Folkeparti - en sønderlemmende kritik af den kommunale administration i Nørre Djurs. Et par dage efter bragte vi borgmester Leif Sørensens svar på dette, og nu melder socialdemokraternes kommunalbestyrelsesmedlem, Kaj Agerskov fra Voldby, sig med sit svar:

"Så brast "posen med luftboblerne". Den har jo også været indeklemt en tid. Frustration af én eller anden personlig årsag. Læserbrevet kunne også opfattes som mangel på opmærksomhed på din person. Hvis man slår hjernen fra, kommer der mange mærkelige uforståelige tanker for dagens lys.
Svar: Der er længere til Bønnerup end på cykel! Uforståeligt?
Jeg bad på sidste kommunalbestyrelsesmøde om evaluering af spørgetiden. Det har været aftalt længe! Men du laver som sædvane din egen konklusion. Det er ikke rimeligt, at et parti bruger spørgetiden til politiske spørgsmål, når partiet til enhver tid har mulighed for at få "ting" taget op på dagsordenen i byrådssalen.
Det burde også kunne lade sig gøre for Dansk Folkeparti, men så kan jeg da godt se, at du - Knud Andersen - ikke kommer i centrum. Det er selvfølgelig "en skam"!
Jeg synes, det er fint, hvis almindelige borgere i kommunen bruger spørgetiden i ubegrænset grad, men at et parti, som sidder i kommunalbestyrelsen, bruger spørgetiden næsten ene og alene, er at misbruge den gode idé, som spørgetiden er!"
Skrevet af det socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlem, Kaj Agerskov, i Lokalavisen Midtdjurs d. 23. april

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002