Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 23-04-02
Fjellerup Guiden 2002

I week-enden omtalte vi den splinternye turistguide fra Destination Djursland, som vi på redaktionen finder er et vældigt fremskridt i markedsføringen af vores område. I Nørre Djurs` største sommerhusområde, Fjellerup, har man imidlertid besluttet sig for samtidig at holde fast i den brochure for Fjellerup, man snart har kørt med i nogle år. I dag omtaler vi den nye udgave af dén.

Fjellerup og Omegns Borgerforening gør et stort stykke arbejde for at skabe aktiviteter både til glæde for byens borgere og for de mange tusind turister, der hvert år kommer til byen for at nyde strandlivet. Det er også dem, der helt på frivillig basis har lavet den spændende og flot opsatte turistbrochure, vi sidder med i hånden.
Fjellerup Guiden 2002 er spækket med annoncer først og fremmest fra Fjellerup og Omegn, men også fra andre steder i Nørre Djurs. Disse har betalt udgifterne til layout, trykning og distribution, og de skrevne bidrag er frivilligt arbejde. På nogle-og-firs sider får man et overblik, så der vist ikke er meget, man ikke kan finde i bogen. Forskellige kort skal hjælpe den tilrejsende med at fordybe sig i Fjellerups fortid og nutid, og specielt de to lange tekster skrevet af brdr. Aabenhus giver stof til videre tanker og giver mod på yderligere udforskning.
En artikel af kommunens naturvejleder, Niels E. Jessen, om sæler er bestemt også en lækkerbidsken, og et lille stykke om vandretur langs stranden fra Fjellerup til Bønneru giver også lyst til selv at prøve. En helt ny ting er artiklen om den nye børnehave, der også er velskrevet, og derudover byder bogen på små stykker om kirker og slotte i Nørre Djurs.
Alt i alt kan vi kun rose Borgerforeningen for dette stykke "græsrods-turistarbejde", og det må bestemt være rart for den besøgende turist at stå med denne bog i hånden.

Læs starten af brdr. Aabenhus` artikel om en vandretur i Fjellerup hér!

fjforside400.jpg (23177 bytes)

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002