Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 22-04-02
Guld til efterskolepiger!!

Efter sidste week-end kunne vi fortælle om Djurslands Efterskoles drenge-volleyballhold, der havde vundet guld ved de østjyske mesterskaber. Her på NetNyt havde vi på forhånd ryddet forsiden i dag i det håb, at de skulle blive danmarksmestre i går, men min sandten om ikke det blev skolens pigehold, som løb med guldet, og drengene blev "kun" nr. 4.

voley.JPG (20357 bytes)
På billedet ses fra højre: Maria Andreasen, Rebekka Jensen, Kathrine Rasmussen, Birgitte Strandbygård, Nanna Højlund, Mai Fredgård, Maria Rauf, Louise Jensen og Erik Villadsen


"Guld over Djursland.
Så skete det igen. Djurslands Efterskole har vundet guld.
I weekenden var Djurslands Efterskole til Danmarksmesterskaberne i volleyball for efterskoler. Både drengene og pigerne havde vundet rettigheden til at deltage ved at vinde de Østjyske mesterskaber. DM blev afviklet på Hellebjerg Idrætsungdomsskole, hvor vinderne fra de øvrige regioner ventede. Drengene vandt deres indledende pulje sikkert og så længe ud til at skulle nå helt til tops, men de senere Danmarksmestre fra Nr. Nissum trak det længste strå i en højdramatisk og tæt semifinale, der desværre blev tabt med 2-1 i sæt. Samlet blev drengene nr. 4 og havde trods nederlag i de sidste kampe præget drengerækken på flot vis.

Hos pigerne gik det modsat. Indledende så det en overgang ud til, at det kunne glippe med den videre deltagelse i turneringen, da de tabte indledende til Nr. Nissum i en noget nervøs kamp, men heldigvis udviklede de øvrige resultater i puljen sig, som de helst skulle, og Djurslands kom videre i turneringen som 2'er. I semifinalen blev Hellebjerg slået uden de helt
store problemer, og i finalen ventede så endnu engang Nr. Nissum. MEN denne gang kom der aldrig rigtig tvivl om udfaldet. Djurslands piger havde fået nerverne rystet af sig og spillede op til deres bedste. Spillet fungerede rigtig godt. I en meget velspillet og seværdig kamp vandt
Djurslands piger 2-0 (25-19 25-20) og kunne dermed tage hjem med medaljer og pokal i fineste karat. En meget stor præstation af pigerne fra Djursland og træner/coach Erik Villadsen, der for 4. gang tog guldet hjem
til Djursland."
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt af Djurslands Efterskole i Fjellerup

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002