Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 18-04-02
Læserbrev: Om hospice på Djursland

Ganske vist er følgende indlæg, som vi fandt i dagens avis, skrevet af en ikke-nørre djurser, men da det handler om det hospice for uhelbredeligt syge, som stærke kræfter arbejder for at få placeret et sted på Djursland, og som også vores lokalafdeling af Kræftens Bekæmpelse kæmper for, gør vi en undtagelse og bringer det her på Nørre Djurs NetNyt:

"Det er glædeligt, at så mange mennesker er på banen med hensyn til Hospice på Djursland, og det er jo da især dejligt at høre, at der er så mange ildsjæle, der arbejder på sagen.
Det er også dejligt at se, at foreningen Hospice på Djursland vokser og bliver forhåbentlig stor og stærk. Her vil jeg godt indskyde at de, der ikke allerede er medlemmer af foreningen, så skynd jer at blive meldt ind. Foreningen er fuldstændig upolitisk.
Så vil jeg da også gerne slå et slag for placeringen. For mig er det ikke afgørende, hvor det bliver placeret, blot det bliver så centralt som muligt på Djursland. Med den bedst mulige placering for både tog, bus og bil, og så synes jeg også, at der skal være mulighed for, at man kan gå til de forskellige indkøbsbehov.
Men allerede nu hører jeg, at der er udpeget forskellige mulige placeringer, så vil jeg godt opfordre til, at man fra beslutningsinstanserne, så snart det er muligt, får det placeret, så vi ikke når frem i nærheden af næste kommune- og amtsrådsvalg, for så kan der nemt, mod de flestes ønske, gå politik i placeringen.
Jeg opfordrer til, at man får det placeret så hurtigt som muligt, senest ved årsskiftet 2003."
Skrevet af Venstres formand i Grenå-kredsen, Jens Ove Nielsen fra Kolind, i Århus Stiftstidende torsdag d. 18. april

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002