Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 05-04-02
Nørre Djurs i TV2

I aftes var der et par pudsige indslag fra Nørre Djurs i TV2 Østjyllands TV-avis. Hist & Pist havde lagt vejen om den lille, hyggelige landsby Constantia ved Glesborg, og her blev der snakket både om heste (med tilflytteren Pia) og om de hestekræfter, der ligger i en knallert (med teenagedrengene Kasper og Kristoffer). Indimellem fik fjernsynsfolkene sig også en sludder om gamle dage med én af landsbyens ældste, Ejnar Fogh.
I et indslag lige efter gik turen så videre til Ramten, hvor TV-holdet var stødt på en ældre herre. Han hedder Henning Frandsen, og for nogle år siden slog han sig ned på Huldremosevej. Her nyder han i ensomhed sit otium med et lille stykke skov på sin grund, og her går han rundt omkring 5 timer hver dag, fortalte han. I sit arbejdsliv har han alt i alt været skovfoged i 15 skovdistrikter over hele landet (heriblandt Sostrup), og nu nyder han altså at gå rundt i sin egen private skov og tale med sig selv og fuglene.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002