Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 05-04-02
Fra drøm til virkelighed (2)

I dag fortsætter vi vores beretning fra i går om bredbåndshøringen i Hornslet. Vi ridsede de ting op, der er sket siden den første høring sidste forår, og nu går vi lidt mere i detaljer med, hvad bredbåndsforeningen har arbejdet sig frem til, og hvad der ellers kom på bordet ved høringen. I går lovede vi, at artiklen ville blive i 2 dele, men der har vist sig så meget at fortælle om, så der også kommer en 3. og afsluttende del på mandag.

deltager.jpg (23758 bytes)

Omkring 80 mennesker fra det meste af Djursland var mødt op - en god blanding af politikere, embedsmænd, "nørder" og andre interesserede. Det kan man måske ikke kalde nogen overvældende tilslutning, men her skal man huske på, at bredbånd jo er et meget teknisk område, som de fleste (Deres udsendte inklusive) har virkelig svært ved at begribe. Men når først det bliver etableret, indebærer det til gengæld så store gevinster for de almindelige Internet-brugere. DjurslandS.net`s hvervning af foreningsmedlemmer har jo vist, at der er en stor tilslutning til bredbåndstankerne, men på en høring som denne skal man naturligvis ikke forvente en hundredtallig skare.
Torben Wolf fra Midtdjurs fungerede som en glimrende mødeleder, og som den første gav han ordet til bredbåndsforeningens formand, Bjarke Nielsen fra Glesborg. Han indførte forsamlingen i de tekniske begreber m.h.t., hvad bredbånd overhovedet er for en størrelse, og her nedenfor kan du læse hans indlæg i sin fulde længde. Men det helt store nummer, og det som alle ventede på, var: hvad er man nået frem til af løsninger i bredbåndsforeningen?
Her kunne Bjarke Nielsen fortælle, at alle de mange forhandlinger, foreningens bestyrelse har ført med tele-selskaberne i den senere tid, har vist, at ingen af disse vil kunne levere noget, der ligger væsentligt under de priser, som TDC kan præstere. Foreningen ser herefter ingen som helst fremtid i at lade et af de store selskaber både leje sig ind på Amtets fiberring og Tele Danmarks centraler og kobbernet for af den vej at føre forsyningen videre ud til forbrugerne gennem telefontråd.

bjarke.jpg (19709 bytes)

I stedet har foreningen valgt en model, hvor brugerne i hvert lokalområde er koblet trådløst op til en byantenne, som trådløst kobler videre til en central antenne i hver rådhusby på Djursland, og disse er igen forbundet via amtets fibering. I Århus placeres en fælles kæmpeport til Internettet. Når foreningen har valgt denne trådløse model, hænger det simpelt hen sammen med, at den i landkommuner er langt billigere end at grave kabler ned. På den måde kan bredbåndsforeningen virkeliggøre sin ambition om at tilbyde bredbåndsopkobling til højst 200 kr. om måneden og tilmed uden startgebyr for grej!
Foreningen har valgt at lade Nørre Djurs være pilotprojekt, og dette vil falde i 3 tempi: 1) Grej opsættes i Glesborg, Bønnerup og Ørum-områderne fra d. 15. juli i år. 2) Såsnart de 3 byområders opkoblinger virker tilfredsstillende, kommer turen til opsætning af grej i de 7 øvrige byområder i Nørre Djurs inden bladene falder af træerne. 3) Dækning af resten af terrænet vil ikke kunne påbegyndes, før der igen er blade på træerne i foråret 2003.

Se kort og projektbeskrivelse over bredbåndsplan for Nørre Djurs, med vejledning i hvordan man komme på: Klik her

Læs Bjarke Nielsens indlæg på bredbåndshøring: Klik her

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002