Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 27-03-02
Slut med Brugsen i Ramten

Her på NetNyt er vi ikke glade for at skulle bringe så dårlig en nyhed her til påske, men det skal jo frem: Ramten mister efter al sandsynlighed sin eneste butik med dagligvarer, Lokalbrugsen. I sidste måned besluttede en ekstraordinær generalforsamling ellers at gøre et sidste forsøg på at køre forretningen videre. I den forbindelse fortalte vi om, hvordan brugsen i mange år havde været en ganske sund forretning, men at de sidste par års turbulens med flere udskiftninger af uddelere har vendt overskuddet til det nuværende underskud.
Nu står bestyrelsen imidlertid med det problem, at selv om man ansætter en ny uddeler, har både FDB og banken mistet tålmodigheden med den lille butik, således at man ikke kan få leveret flere varer, førend man betaler af på gælden til kæden. Den vil banken ikke gå ind og betale, så nu har Lokalbrugsen kun én eneste mulighed tilbage for at redde byen fra at miste sin dagligvarebutik: man er gået til Dansk Købmandsforening for at høre, om ikke der skulle være én af deres medlemmer, som har mod på at kaste sig ud i at føre Lokalbrugsen i Ramten videre som købmandsforretning.
Foreløbig er brugsens medarbejdere blevet bedt om ikke at møde på arbejde efter påskeferien, så det ser unægtelig sort ud lige nu, hvor Ramten ellers havde fået de ældreboliger, der skulle gøre det muligt for de ældre Ramten-borgere at blive i deres by i nærheden af en butik!

Kilde: Randers Amtsavis

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002