Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 27-03-02
Stor påskeaktivitet på Stenvadcentret

Vi skal love for, at Den Grønne Guide, Mette Wermuth Iermiin, har sat Mosebrugscentret i Stenvad på den anden ende. Som det allerede er vore læsere bekendt, står hun både bag den igangværende udstilling om miljørigtigt byggerI (hvor der påskelørdag er temadag om overfladebehandling) og bag de 2 dage med en "byt-giftrester-med-et-hakkejern"-kampagne, der løber af stabelen skærtorsdag og påskelørdag. Nørre Djurs NetNyt giver dig nedenfor et samlet overblik.

dyrkhavenoekologisk.jpg (20831 bytes)

Giftfri Have…..
"Byt giftrester med armkræfter".

Har du tidligere brugt forskellige giftstoffer til at fjerne ukrudt, skadedyr og andet i din have?
Har du ikke fået afleveret det på genbrugsstationen, og frister det til brug at have det stående?
Så kan du nu, i forbindelse med en kampagne om giftfri have, komme til Stenvad og få byttet det til et hakkejern, så du dermed har noget godt værktøj til at gå i gang med i det kommende forårs havearbejde, uden at risikere at bidrage til en evt. drikkevandsforurening.

Man forgifter da ikke børnebørn!
Livet i din have med sommerfugle, bier og fugle bliver påvirket, hvis du anvender gift i haven. Samtidig er sprøjtegiftene lang tid om at sive ned i grundvandet. Derfor vil de sprøjtegifte, du bruger i din have i dag, være med til at forgifte dine børnebørns drikkevand. En fjerdedel af Danmarks 90.000 mindre vandboringer og brønde overskrider allerede grænseværdierne for indhold af giftrester og er uegnet til drikkevand. Sådan behøver det ikke at være.
Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelinger i Nørre Djurs og Grenaa samt Norddjurslands Grønne Guide står bag en kampagne, som nu starter op med aktiviteter i Påsken.

Baggrunden for kampagnen
Danmarks Naturfrednings Forening, der arbejder for et bedre miljø, ønsker at bruge en del af foråret på at oplyse om de uendelige muligheder, der er for Giftfri Havepleje.

Biologisk bekæmpelse har intet med miltbrand at gøre
Du kan sagtens anvende biologisk bekæmpelse i dit drivhus, selvom det måske kan lyde lidt fremmed. Men det er ganske harmløst. Det er blot et spørgsmål om at bruge skadedyrenes naturlige fjender. Spindemider, der gnasker løs af dine agurkeplanter, kan bekæmpes med rovmider, som kan købes til udsættelse i drivhuset. Og hvis bladlusene har invaderet dine peberfrugter, er der alligevel håb. Snyltehvepse, som spiser bladlus, kan nemlig gøre kål på de små bæster.
Ved at dyrke din have uden brug af gift får du, foruden rent drikkevand til dine børn og børnebørn, en have fyldt med liv: Sommerfugle og bier, der bestøver planterne. Flere regnorme, som løsner og forbedrer jorden, og besøg af fugle, pindsvin og andre små gavnlige gæster. Vidste du, at et stærepar henter op til 20.000 stankelbenslarver i græsplænen på en sæson, og at pindsvinet spiser dine snegle? Derfor er det en god idé at opsætte fuglekasser og byde pindsvinet velkommen med kvas og en skål vand.
Disse og andre gode ideer vil der være mulighed for at få oplysninger om ved besøg ved Stenvad Mosebrugscenter.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002