Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 25-03-02
Byt giftrester med armkræfter

Den Grønne Guide ligger bestemt ikke på den lade side i denne tid - ikke nok med, at hun står bag ovenstående udstilling om miljøvenligt byggeri ved Stenvad Centret, men samme sted har hun et arrangement i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening i Nørre Djurs under denne overskrift.
Det hele drejer sig om, at flere og flere brønde og vandboringer over hele landet nu overstiger grænseværdierne for indholdet af giftrester i vandet. En del af disse rester skyldes naturligvis landbruget, men bortset fra det er de private havejere i allerhøjeste grad medvirkende til den alarmerende udvikling. Skærtorsdag og påskelørdag kan du, hvis du skulle ligge inde med nogle giftrester, du ikke lige fik afleveret på forbrændingen, i stedet få udleveret et gratis hakkejern. Dette tilbud gælder dog kun de første 20, mens de næste 20 får påskeæg, og det foregår som sagt på pladsen ved Mosebrugscentret i Stenvad, hvor du ved samme lejlighed kan kigge på miljøvenligt byggeri.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002