Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 22-03-02
Stort teaterprojekt i Gjerrild

Nu gik det ellers lige så godt med at få leveret nyheder fra Gjerrild-Bønnerup Friskole, men minsandten om ikke det var ved at læse Randers Amtsavis, vi fik nys om de 5 teaterforestillinger på skolen i aftes. Det fik vi da også lige fortalt skoleleder Bjarne Kristensen, da redaktionen over hals og hoved lige præcis nåede frem til generalprøven i går. Nå, spøg til side, vi må nok hellere forny avisabonnementet endnu engang og håbe på, det snart bliver en fast rutine rundt omkring i Nørre Djurs at huske at bruge NetNyt, hver gang der sker noget spændende.

gjerildfriskole.jpg (13582 bytes)

"Skatternes Ø" er titlen på den rablende vanvittige sørøvermusical, som 6.-9. klasse holdt generalprøve på i går. På Gjerrild-Bønnerup Friskole havde man oprindeligt planer om at indøve dette stykke i de ugentlige musiktimer, men i stedet endte det med, at denne uge fuldkommen blev helliget teater. Det gav en meget bedre kontinuitet i tingene, selv om de arme lærere godt kunne have brugt mere end de 4 dage, der nu var brugt inden generalprøven i går formiddag.
Så der var stress på for at få det hele til at fungere med 35 elever på scenen og 10 bagved. Flot var det at opleve børnene i fantasifulde udklædninger kaste sig ud i både at spille rollerne og synge de indlagte sange, som ikke var helt ligetil. De blev bakket op af et musicalorkester med musiklærer Christian Andreassen som leder ved pianoet, Steen Møller fra Ørum Ungdomsklubs Hair-forestilling som guitarist, Jan fra Grenå på bas og Christoffer fra 9. kl. på trommerne. Grunden til den korte øvetid var, at stykket allerede skulle opføres for forældrene torsdag aften.
Skoleleder Bjarne Kristensen var rævestolt over at kunne fortælle os, at Friskolen faktisk var i gang med at overgå selv de bedste teatre, da aftenens arrangement ville byde på hele 5 forestillinger! Fra 5. kl. og nedefter havde man nemlig haft ligeså travlt som de store med at indøve 4 små H. C. Andersen-eventyr, så det kan nok være, der var noget for forældrene at glæde sig over.

gjerildfriskole2.jpg (14604 bytes)

gjerildfriskole3.jpg (13336 bytes)

 

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002