Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 20-03-02
Læserbrev: Forsvar for Peter Arendt

Her på redaktionen har vi tit og ofte frydet os over, at de især fra Grenå Bladet så kendte læserbrevskværulanter, Jens Jensen (tekst & musik) og Henning Sørensen, begge bor i Grenå. Det fritager os nemlig fra overhovedet at skulle tage stilling til, om vi (der ellers elsker læserbreve!) skal lægge plads til førstnævntes ofte hadefulde og sidstnævntes stærkt emnebegrænsede skriverier. Tit er de 2 uenige, men forleden forenedes de pludselig i nogle usædvanligt pinlige angreb på Grenå Kirkes dygtige organist, Peter Arendt.
Når vi nu alligevel bringer det på banen, er det fordi, vi i denne uges udgave af Grenå Bladet har fundet et indlæg, skrevet af en nørre djurser. Sammen med adskillige andre i samme blad giver han sin uforbeholdne støtte til Peter Arendt, så derfor synes vi, det er relevant at bringe det her. Bent Larsen fra Karlby skriver:

"Dette indlæg for at udtrykke undren over den behandling, visse personer i øjeblikket udsætter Grenås organist, Peter Arendt, for. Grenå har fået en organist, der med engagement og interesse har opbygget et fornemt musik- og kirkeliv omkring Grenå Kirke, et miljø andre provinsbyer ville sætte højt på ønskesedlen. Peter Arendt har oven i købet gjort Grenå kendt på Danmarkskortet - noget Grenå i øjeblikket virkelig har brug for og gavn af, når man tænker på den afmatning, der ellers kendetegner byen.
Jeg ved, at der er mange, der er dybt taknemmelige for det arbejde, Peter Arendt gør. Det bliver bl.a. bekræftet ved den store opbakning, der altid er ved de arrangementer, han har stået for i Grenå Kirke, og vi er mange, der føler, at det er en uretfærdig hetz, der i øjeblikket foregår. Lilli Hougaard skriver, at avisen ikke er det rette forum at fremkomme med slige tendentiøse beskyldninger. Jeg er ganske enig og forstår for øvrigt ikke, at Grenå Bladet har villet nedværdige sig til at bringe breve af den art."

Skrevet af Bent Larsen fra Karlby Strandvej i Grenå Bladet d. 19. marts

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002