Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 19-03-02
Formandsberetning fra LOF

Den lokale afdeling af Liberalt Oplysnings Forbund dækker både Grenå og Nørre Djurs, og formand Bent Hauge Laugesens beretning på den nyligt overståede generalforsamling formede sig bl.a. som et stærkt angreb på den nye regerings nedskæringer i tilskud til fritidsundervisning. Han sagde:

"Folkeoplysning, hvad er det? Det er der mange, der spørger om, og der gives næsten lige så mange svar. FOF i Fåborg mener, at det bl.a. er undervisning i kamelridning. FOF i Grenå mener, at det bl.a. er undervisning i mavedans. LOF i Langå har i flere år haft ølsmagning på programmet, og LOF i Grenå har i flere år undervist i vinkendskab.
Der findes mange flere eksempler på det, man kunne kalde "grænsetilfælde" i forhold til folkeoplysning. Men det er nok snart forbi med fagusikkerheden for aftenskolerne i Danmark, for den nye VK-regering, der nu har eksisteret i ca. 100 dage, vil forsøge at få kommunerne til at bestemme, hvad der er folkeoplysning. Det bliver sikkert kommunernes folkeoplysningsemner og fag, som folkeoplysningsudvalgene vil yde tilskud til og stille lokaler til rådighed for. På en måde er det rart at få en afklaring, for alt for mange gange har pressen kastet sig over outrerede eksempler på folkeoplysning og gjort skatteyderne opmærksomme på, hvad deres skattekroner går til - eller rettelig, hvad de også går til. Men det sidste er ikke det, vi kan læse om i pressen. Det er de yderste 0,001%, pressen interesserer sig for. Og det er synd, for det har været med til at forringe tilskudsmulighederne for aftenskoleundervisning i Danmark.
Og der undervises jo i mange, mange timer hvert år i fag og emner, som oplagt er folkeoplysning. Der er mange institutioner, hvor danskerne kan få opgraderet deres kundskaber, men der er kun få, der sørger for at videreføre dansk kultur og danske livsværdier. Det er nærmest kun aftenskolerne og højskolerne - herunder daghøjskolerne, som nu skal til at fungere under samme vilkår som aftenskolerne - altså under folkeoplysningsloven.
Hvad gør samfundet egentlig for at komme danske livsværdier til undsætning? Ingenting! Tværtimod går det politiske system i Danmark i øjeblikket ind for nedskæringer i tilskud til både folkehøjskoler og folkeoplysning! Hvis der udvikler sig en fordummelse i det danske samfund, så kan vi jo bare oversætte Bibelen og de danske salmer til et nutidigt "Anders And"-sprog! Det er sådan, vi behandler vores kulturarv! Nogen må da snart gøre noget!
Hvad gør vi egentlig i LOF? Lige nu har vi vores aftenhøjskole og 2 sangkor. Vi har indledt et samarbejde med både Grænseforeningen og Foreningen Norden, og til efteråret 2002 påbegynder vi også et samarbejde med Slægts- og Lokalhistorisk Forening for Østdjursland. Men vi kan sikkert sagtens finde på mange flere idéer, og det skal vi gøre!"
Sagt af Bent Hauge Laugesen i LOF`s formandsberetning ifølge Grenå Bladet d. 19. marts

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002