Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 18-03-02
Hvad skal vi med forsamlingshuset?

Dette var spørgsmålet, da folkene bag Rimsø Forsamlingshus efter den ordinære generalforsamling fredag aften havde indkaldt til medlemsmøde for at drøfte fremtiden for landsbyens forsamlingsbygning.

bopeter.jpg (11985 bytes)

Omkring 25 mennesker var mødt op, og det var da nogenlunde tilfredstillende byens størrelse taget i betragtning. Det var nok til at manifestere tilstrækkelig interesse for at arbejde videre med forsamlingshuset, og som sådan er det jo meget godt. Bestyrelsens problem er imidlertid stort, idet man gerne vil knokle videre til fælles glæde, men arbejdet bliver for surt i længden, når der så (som det har været de seneste år) viser sig så ringe interesse for forsamlingshusets arrangementer, at det ene efter det andet har måttet aflyses. Frivilligt arbejde er kun sjovt, når opbakningen er til stede.
Sådan var den dystre baggrund bag mødet, og et aktuelt underskud på ca. 11.000 kr. gjorde heller ikke stemningen bedre. Der var en del snak frem og tilbage både om nye og ikke før sete former for arrangementer, en kraftig kontigentforhøjelse og andre gode idéer. Nogen egentlig konklusion kom man ikke til, men den nyvalgte bestyrelse fik da nogle tanker at arbejde med. En idé om, at de forskellige veje/gader i Rimsø skulle skiftes til at stå for de forskellige arrangementer, vandt stor genklang som et forsøg på at mobilisere så mange som muligt og gøre det hele lidt sjovere.
Det var altså en aften præget af dybe panderynker, men efter mødet havde de 2 Emmelev-musikere, Bo Jacobsen og Rex Jensen, sagt ja til at levere musikalsk underholdning sammen med pianisten Peter fra Århus for at løse op for stemningen og sprede hygge i den lidt matte forsamling. De tog det som en lejlighed til at få prøvet et musikalsk samarbejde af, som denne aften blev første skridt til, og det kan da fortælles, at de 3 musikere efter aftenen i Rimsø Forsamlingshus er blevet enige om at fortsætte de lovende takter.

rex.jpg (14427 bytes)

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002