Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 07-03-02
Flot debatmøde i Glesborg (1)

Det var et meget spændende panel, Mellemfolkeligt Samvirkes Djurslands-afdeling i aftes havde fået samlet i Glesborg Forsamlingshus, og selv om publikumsinteressen ikke just nåede på niveau med Højlunds Forsamlingshus, skortede det ikke på lyst til at diskutere ulands- og indvandrerpolitik.

glf401.jpg (18148 bytes)

Man havde fået sammensat et bredt panel, så det ikke bare blev et "menighedsmøde" for modstandere af regeringens indvandrerpolitik og nedskæringerne i ulandshjælpen. Der var inviteret 2 Venstre-politikere, tidligere folketingskandidat Jesper Ib fra Århus, og byrådsmedlem i Grenå, Svend Brandstrup Hansen. Dansk Folkepartis synspunkter blev fremført af lokalformand Knud Andersen fra Bønnerup. Oppositionen i Folketinget blev repræsenteret af én af Socialdemokratiets mest fremtrædende folketingsmedlemmer, Jan Petersen fra Sangstrup. Lederen af Daghøjskolen i Stenvad, Vibeke Nilars, var inviteret med i kraft af sin store viden om den praktiske integration af flygtninge/indvandrere, mens juristen Sten Schaumburg-Müller fra Mellemfolkeligt Samvirke var med for at fremføre denne organisations modstand mod nedskæringerne på 1,5 milliarder kroner i den danske ulandshjælp.
Ordstyrer var den tidligere journalist og nuværende lærer på efterskolen Fremtidsbroen, Svenn Strunk fra Emmelev. Mødet var delt op i 2 afdelinger med indvandrerproblemer i første og ulandsnedskæringerne i anden halvleg med en kaffepause imellem. På forhånd havde paneldeltagerne fået tilsendt en række spørgsmål, og ved at svare på disse ét efter ét og efter tur kom der kød på den efterfølgende debat med salen.

Flygtninge/indvandrere:
Spørgsmålene kredsede om nogle af de nye tiltag i flygtninge/indvandrer-politikken, der har været snakket meget om i den offentlige debat: mindre socialhjælp, samfundsprøve, udvidelse af prøveperioden fra 3 til 7 år, stramning af reglerne for familiesammenføring og den såkaldte green-card-ordning, hvor indvandrere med specifikke uddannelser bliver foretrukket frem for uuddannede.
At flygtninge og indvandrere er bedst tjent med så hurtigt som muligt at komme i arbejde, var panelet rørende enige om, men "venstrefløjen" var dybt skeptiske overfor, hvordan disse arbejdspladser skulle skaffes. Netop dette problem fik både Jesper Ib og Svend Brandstrup Hansen til at tale varmt for, at man ved at skære i kontanthjælpen til de fremmede kunne gøre det mere attraktivt at arbejde. De syntes begge, at der burde være mulighed for på arbejdspladserne at lønne en indvandrer lavere end en dansker. En bemærkning fra Jan Petersen om faren ved at skabe ulige vilkår for
det samme arbejde (det kunne nemt skabe større fremmedhad, mente han), var Venstre-folkene ikke så bekymrede for. Knud Andersen, Jesper Ib og Svend Brandstrup Hansen var rørende enige om, at det burde gøres langt nemmere at skaffe arbejde uden alt det bureaukrati, der ofte gør det vanskeligt for arbejdsgiverne.
Sådan bølgede debatten frem og tilbage, og det er umuligt her at referere bare en brøkdel af, hvad der blev sagt. Der blev nu åbnet op for indlæg og spørgsmål fra salen, inden man gik over til næste emne.
(fortsættes i morgen)

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002