Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 06-03-02
Fra Djurslands Erhvervsråd om bredbånd

For et stykke tid siden blev IT-Djursland nedlagt, og det arbejde med at etablere bredbånd på Djursland, som denne forening startede for et års tid siden, bliver nu videreført af Djurslands Erhvervsråd. Herfra har man udsendt følgende pressemeddelelse, der bl.a. omhandler organisationens forhold til græsrodsinitiativet DjurslandS.net:

"Djurslands Erhvervsråd har påtaget sig opgaven at løfte arven efter IT-Djursland, der blev nedlagt på en ekstraordinær generalforsamling i januar 2002.
IT-Djursland nedlagde sig selv som en konsekvens af, at foreningen var nået så langt som den kunne i forhold til sin målsætning om at fremme IT-udviklingen på Djursland, og at det nu måtte være op til andre aktører at fuldende det arbejde, som foreningen havde iværsat.
Ét af de initiativer, som IT-Djursland og Djurslands Erhvervsråd har samarbejdet om i det forløbne år, er at skabe adgang til bredbåndsnet og -tjenester for virksomheder, myndigheder og husstande på hele Djursland.
En koordineret indsats og gennemførelse af en fælles udbudsforretning har været centrale virkemidler i forhold til at få etableret den fornødne teknologiske infrastruktur (netværk, opgradering af centraler, m.v.).
Kommunerne på Djursland har været vigtige partnere i forbindelse med den fælles udbudsforretning - som garanter for en vis efterspørgsel efter bredbåndsydelser og som løftestang for, at tilbuddet om bredbåndsadgang også skulle komme lokale virksomheder og borgere til gode.
Desværre er det ikke alle kommuner, som efterfølgende har erklæret sig interesserede i en fælles løsning, hvilket i sagens natur svækker de øvrige kommuners gennemslagskraft.
Djurslands Erhvervsråd ser IKT som en integreret del af virksomhedernes udvikling og som et redskab i den generelle erhvervsudvikling. I og med at den fornødne infrastruktur er ved at være etableret, er målet for Erhvervsrådet på nuværende tidspunkt at stimulere efterspørgslen efter og anvendelsen af IKT og bredbåndstjenester.
Det er planen, at Djurslands Erhvervsråd vil gennemføre en møderække forskellige steder på Djursland. Møderækken vil foregå i samarbejde med TDC og eventuelt også med kommunerne, hvor dette er relevant.
Formålet med møderne er at sætte fokus på udbredelse og anvendelse af Internet og bredbånd. Der kan dels blive tale om større møder, der henvender sig til en bred gruppe blandt erhvervsliv og borgere, dels om mindre møder for en sluttet kreds af virksomheder, m.fl. På møderne vil vi sætte fokus på teknikken bag og mulighederne med bredbånd, tekniske krav, priser, m.v. Udviklingschef Preben Mejer fra TDC har lovet at medvirke på enkelte af møderne med et både oplysende og underholdende indslag.
Djurslands Erhvervsråd vil ikke gå ind og blande sig i eller forhandle enkeltløsninger på plads mellem leverandør og slutbruger. At møderækken gennemføres i samarbejde med TDC betyder ikke, at vi har indgået et forpligtende partnerskab med TDC, idet slutbrugerne frit kan vælge leverandør.
Der er nu skabt en konkurrencesituation, idet andre udbydere af teletjenester kan leje sig ind på TDC`s kabler, ligesom Århus Amt stiller sin fiberforbindelse til rådighed for interesserede udbydere af teletjenester, som kræver højhastighedstransmission.
Dette åbner også op for, at foreninger som DjurslandS.net kan arbejde videre med deres initiativer, uden at dette kommer på tværs af Djurslands Erhvervsråds arbejde.
I Djurslands Erhvervsråd oplever man DjurslandS.net som en løftestang for IT-udviklingen på Djursland og kan kun bifalde det initiativ, som DjurslandS.net har taget med henblik på at samle potentielle bredbåndskunder.
DjurslandS.net kan gennem sit opsøgende arbejde samle især de private husstande på Djursland og herved etablere den kritiske masse, der skal til, for at man kan få et godt og prisbilligt tilbud fra en udbyder.
Djurslands Erhvervsråd vil koncentrere indsatsen omkring fremme af IT-kompetencerne i virksomhederne på Djursland. De private husstande er ikke Djurslands Erhvervsråd primære målgruppe, men man er i Erhvervsrådet enige med DjurslandS.net i den betragtning, at adgang til bredbånd er en faktor, som har betydning for valget af bolig, og at områder uden adgang til bredbånd risikerer at miste deres tiltrækningskraft med hensyn til bosætning.
I forbindelse med det jysk/fynske erhvervssamarbejde er der gjort nogle overvejelser omkring IT som et redskab til kompetenceudvikling i landdistrikter, og dette tema vil Djurslands Erhvervsråd arbejde videre med. Til gengæld er den oprindelige idé om at gøre Djursland til et modelområde for anvendelse af bredbånd, som kunne give Djursland et konkurrencemæssigt fortrin i forhold til andre regioner i Danmark, svær at fastholde, idet udviklingen undervejs i den lange proces har overhalet os indenom."

Skrevet af Djurslands Erhvervsråd i LOKALAVISEN tirsdag d. 5. marts

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002