Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 05-03-02
Kursistens tale

Som kursist her på skolen har jeg lyst til at sige et par ord.

Allerførst til lykke med de 10 år. Det er dejligt, vi har sådan en daghøjskole i kommunen hvor vi kan få et ophold for at komme videre i vores liv - uanset hvad årsagen er til, vi ikke er på arbejdsmarkedet p.t. Der kan være mange grunde - arbejdsløshed, sygdom - psykiske problemer osv.

Det, at få bevilget et ophold her, er af stor vigtighed og især, at det løber over en længere periode, altså i flere måneder - for så får man "ro" til at falde til, være med, finde sig selv, få fællesskab og tryghed.
Vi må huske på, at vi alle kommer med forskellig baggrund - der er stor spredning i alderen fra 18-61 år - er individualister - har brug for det løft, skolen kan give os - inden man igen sluses ud til det erhvervsliv, man har valgt.

At skolen har den popularitet, som den har, finder man ud af, når man kommer her. Der bliver taget hensyn til den enkelte kursist også i fællesundervisningen - for skolen hjælper, så alle elever får mulighed for at få positive oplevelser, får udfordringer og prøver grænser af, samtidig med at man lærer at tage ansvar for sine handlinger. Samarbejde og fællesskab - teamwork er nogle af de nøgleord, skolen står for.

Med den undervisning her på skolen er der mange muligheder, ganske vist er der obligatoriske fag som dansk og tema, hvor vi er omkring kommunikation, psykologi, personlig udvikling, målsætninger osv. Men her er ingen - og jeg gentager ingen - karakterræs eller præstationsangst, som mange kursister nemt kan lide af. Her forstår alle at tage hånd om hinanden - og det er af stor vigtighed i vores situation.
Vi får også øvestykker - som er individuelle. Tro nu ikke, at det drejer sig om teater. Nej - det er lærdom for at komme videre i vores liv - for mit vedkommende skal jeg lære at sige fra og ikke påtage mig alt. Men det kniber stadigvæk.

Så er der valgfri fag som EDB og de forskellige værksteder - tekstil/syning - det eksperimenterende værksted - træværksted osv. Der er virkelig mulighed for den enkelte at prøve andre ting, end man er vant til. Og dette kan måske åbne andre døre for fremtiden, som man ingen anelse havde om.
Og ikke nok med dette, så har vi en fantastisk leder og helt uimodståelige lærere og personale, som gør hverdagen spændende. Der er altid smil og godt humør på, og det smitter jo af på de andre.

Ej heller må vi glemme Kæphesten, som betyder, at vi får udendørs oplevelser og motion.

Samtidig er her sprogskole for flygtninge og indvandrere, og af dem lærer vi nogle andre skikke og vaner, som også er interessante for os. Flere af disse elever er med på værkstederne i de valgfrie fag - og så får vi fællesskab, som begge parter kan have glæde af.

Ser vi på fremtiden, be´r jeg til, at denne daghøjskole IKKE vil blive nedlagt som så mange andre daghøjskoler måske bliver som følge af vores regerings indsats.

Det er vigtigt at påpege, at skolen er værdifuld for kommunen og hele området, og med disse ord vil jeg slutte og foreslå, at vi synger i fællesskab på melodien MESTER JACOB.

ElseRasmussen-354.JPG (19909 bytes)


Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002