Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 04-03-02
Læserbrev: Svar til René Paw Christensen

Projektleder Bjarke Nielsen har nu også meldt i debatten om det djurske bredbåndsinitiativ, som borgmester Leif Sørensen startede, og som René Paw Christensen fortsatte i sidste uge. Bjarke Nielsen skriver:

" Svar på René Paw Christensen´s læserbrev: Om bredbånd

I bredbåndforeningen DjurslandS.net har vi nu forhandlet om etablering af bredbånd, til fast lav pris overalt på Djursland, med alle der var interesseret i at tale med os.
Vi har ikke alene haft kontakt med Cygate, Updata og Telia, som du foreslår, men også med mange andre, såsom T-Net Communication, Nera, NESA, Internet-Klubben (Kabelnettet), Intercitynet, Arrownet, Butler Network, Bredbåndsbolaget, Sonofon, Axcess, Tiscali, TDC, Cybercity, NRGI og mange andre.
Disse forhandlinger har vist, at vil man bygge på telefonnettets kobberledninger som TDC ejer, og som alternative operatører derfor skal betale afgift til TDC for at anvende, så bliver priserne ikke afgørende billigere end TDC´s egne.
Pr. 1/7 vil TDC have klargjort alle Djurslands telefoncentraler til ADSL, så hvis man vil have en trådbaseret løsning, kan man lige så godt abonnere på den hos TDC.
Vores konklusion er blevet at den almindelige bruger ikke vinder noget afgørende ved at bredbåndsforeningen etablerer et alternativ til TDC på deres eget kobber, gennem en anden operatør.
Der er rigtig nok nogle fordele ved de trådbaserede SDSL-, SHDSL- og G.SHDSL-teknikker som alternative operatører kan køre på TDC´s kobber. Disse teknikker kan som bekendt tillade en lige så hurtig datastrøm væk fra brugeren som hen til brugeren. Men ved de hastigheder der vil interessere folk med dette behov er tilbudene meget dyre.

Vi satser derfor nu på trådløse højhastigheds-egnsnet bundet sammen i et regionalt net for hele Djursland, gennem amtets fiberring. Se mit indlæg i dag, om et fælles bredbåndsforsyningsselskab DjurslandS.net, hvor denne vision uddybes.

I et regionsnet baseret på amtets fiberring og kommunale fiberringe (eller radiokæder), til at forbinde byerne i den enkelte kommune, og hvor brugerne i og omkring en by forbindes trådløst til nettet gennem en by-antenne, vil al data- og tele-trafik indenfor regionen kunne ske uden at belaste en fælles Internet udbyders trafik. Bygger man kun lokale egnsnet, uden selv at binde dem sammen, vil man skulle betale de forskellige Internet-udbydere for al trafik ind og ud af de lokale egnsnet. Derfor er samarbejde mellem kommunerne på Djursland afgørende for at få prisen for den enkelte bruger ned hvor alle kan være med.

Jeg forestiller mig at vi skal regne baglæns fra en pris på 200 kr. pr. måned, betalt forud og uden noget oprettelsesgebyr. Det vil tillade alle der ønsker det at være med. Jeg forestiller mig desuden at den ene halvdel af dette beløb bruges til at betale af på både eget udstyr og på andelen i fælles udstyr og at den anden halvdel bruges til at betale for Internet-adgangen.

Med nu over 1.000 medlemmer af Bredbåndsforeningen alene i Nørre Djurs er det blot at komme igang med at opstille budgetter og finde konkret financiering. Dette arbejde regner vi med skal ligge færdig ved høringen om bredbånds-situationen på Djursland, som vi afholder i Rosenholm Kommune, onsdag d. 3/4-02 kl. 19.00 på Dagcentret Rosengården, Tingvej 22 i Hornslet.

Men René, tag med til demonstrationen af Rougsø kommunes trådløse net på rådhuset i Allingåbro nu på torsdag d. 7/3-02 kl. 17.00 til 18.45 og få syn for sagen. Der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål til Rougsø Kommunes IT-ansvarlige John Jensen og til "skaberen" af Rougsø´s trådløse net Jørgen Kløppel samt til bredbåndsforeningen. Alle er iøvrigt velkomne."

En varm hilsen fra Bjarke :-)
Bjarke@DjurslandS.net

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002