Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 04-03-02
Læserbrev: Om forbrugereje i NRGi

Det andet læserbrev fra Sigrid Bluhme handler om forbrugernes ejerskab, som hun ønsker fastholdt i NRGi. Hun skriver:

"El-ledninger med tilbehør er i dag ejet af el-forbrugerne, og sådan skulle det gerne fortsætte. Det kræver imidlertid, at el-forbrugerne - også på Djursland - sætter fokus på dette spørgsmål, når de snart kan stemme til repræsentantskabsvalget til NRGi.
Her i regionen har en del mindre el-selskaber fusioneret, så NRGi nu dækker hele Djursland med Århus, og i resten af landet har man oplevet noget tilsvarende. I el-selskabet tænker man stort, og det er nærliggende at tro, at den næste fusion ligger lige om hjørnet.
Dette er jeg lodret imod. Jo større el-selskabet bliver, desto nemmere kan forbrugerne sættes endnu mere uden for indflydelse, end tilfældet er i dag. En ny fusion vil uundgåeligt styrke el-selskabets krav om et veludbygget el-net, så der kan handles endnu større mængder strøm over landegrænserne. Allerede i dag eksporterer vi mere, end vi importerer. Dette vil, hvis ingen gør modstand, afføde endnu flere 42 meter høje el-master gennem den smukke natur.
På Djursland har jeg kæmpet en kamp mod amtets og el-selskabernes masteprojekter, og det kan virkelig lykkes at påvirke beslutningsprocesserne. Gennem dette arbejde har jeg fået stor indsigt i lovgivningen og de efter min mening ofte udemokratiske tilstande, og det er på høje tid, at forbrugerne får mere hånd i hanke med udviklingen.
Jeg skal derfor anbefale alle el-forbrugere, som har en el-regning med eget navn, og som finder høje el-master grimme, at stemme på en kandidat, som kan gå ind for ovenstående tanker."

Skrevet af Sigrid Bluhme fra Skindbjerg i Randers Amtsavis, mandag d. 4. marts

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002