Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 15-02-02
Rimsø Tidende udkommet

"Det gamle hus - oh, lad det stå….Eller?" Sådan står der på forsiden af det lille skrift, bestyrelsen bag Rimsø Forsamlingshus i disse dage deler ud til husstandene i Rimsø-Emmelev & omegn i disse dage. I forbindelse med den ordinære generalforsamling d. 15. marts indbyder man til diskussion om, hvad man for fremtiden skal bruge byens forsamlingshus til - der er nemlig for få, som bruger det, mener bestyrelsen.

rimsøfor402.jpg (12860 bytes)



Forsiden er en invitation til fest bagefter:

"…..men først, når husets skæbne er afgjort for en tid.
Den 15. marts 2002 er nemlig også den dag, der er generalforsamling i Rimsø Forsamlingshus. Mødetiden er 19.30, og dagsordenen er, som den plejer at være.

Næsten.
For det er også her, byens folk i Rimsø og omegn har lejlighed til at komme og afgøre husets skæbne for den nærmeste fremtid.

Hvad skal vi bruge huset til?
Skal vi bare lade det stå og lade dem fra nabobyerne komme og leje det til deres konfirmationer og bryllupper?
Eller har vi i byen også selv brug for huset?
Og hvis vi selv vil bruge huset - også - hvad skal vi så bruge det til?
Den konkrete situation er, at alle synes at mene, at huset skal bestå, men at langt færre støtter udsagnet i praktisk handling.
Antallet af udlejninger er faldet, og det betyder færre penge til vedligehold og fornyelse.
Den siddende bestyrelse har indkaldt til konkrete arrangementer, som ikke fik tilslutning, og som derfor blev aflyst. Nu er de fleste i bestyrelsen ved at køre trætte og vil gerne have hjælp og ny inspiration. De synes ikke, det er sjovt mere, og det skal frivilligt, ulønnet foreningsarbejde altså helst være.

Lade det stå?
Vil folk i Rimsø noget med deres fælles hus? Eller skal vi bare lade det stå, til vi atter får brug for det? Eller skal vi ligefrem sælge det?

Eller noget helt andet?
Eller skal vi i stedet kaste os over nogle andre fælles arrangementer, for eksempel i forbindelse med den årlige cykeltur? I år lyder forslaget, at vi tager ud og ser på byens fællesjord og den fælles ejendom. Får Børge Kjær fra egnsarkivet til at komme og fortælle. At oldermanden viser rundt sammen med de gamle, der kan huske langt tilbage, på de arealer, som ligger hen til glæde for vildtet og de vilde planter og frit tilgængeligt for dem, som vil bevæge sig i naturen til fods, på cykel eller på hesteryg.
Vi kunne også opspore de gamle kirkestier, som et særdeles fremsynet sogneråd i Rimsø og Emmelev lod tinglyse i 1937, men som nu næsten alle sammen er væk.

Vil vi noget?
Er det sådan noget, vi vil? Eller er det noget helt, helt andet? Kom frit frem af busken og vær med til at bestemme, om forsamlingshuset skal være rammen om byens aktiviteter de kommende år, eller om det skal have fred for os en tid, til vi kommer på bedre tanker.

Frivilligt
Det er ikke et krav, at du BÅDE kommer med forslag OG stiller op til bestyrelsen. Det er frivilligt at deltage. Og du kan købe øl og vand under generalforsamlingen. Men hvis du vil leje forsamlingshuset til din næste fest, så skal du ringe til Karen Bente Martinussen på tlf. 86 38 73 97. Og hvis du kender nogen, der skal have fest, så giver du dem lige hendes telefonnummer, ikke?
Den nuværende bestyrelse er: formand Liljan Højer, næstformand Marianne Larsen, kasserer Chris Holck, Britta Pedersen, Lotte Udsen, Bodil Schumacher og Martin Loft."

Skrevet af bestyrelsen for Rimsø Forsamlingshus i Rimsø Tidende, februar 2002

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002