Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 14-02-02
Om lukningen af Dampvæveriet

Der er sikkert også en del folk fra Nørre Djurs, der har haft deres daglige arbejde på det nu lukkede Grenå Dampvæveri - på den måde har det altså også stor betydning for vores egn med nedlæggelsen af sådan en stor arbejdsplads. Da Socialdemokratiet i Grenå for nylig holdt generalforsamling, fyrede Sangstrups mand i Folketinget, Jan Petersen, følgende svada af mod regeringen i anledning af lukningen:

"En lukning af Grenå Dampvæveri er en stærkt negativ beslutning for Grenå, men vi skal blive ved med at kæmpe.
Selv om jeg nu befinder mig i opposition, ændrer det ikke på, at ministre skal konfronteres med vore lokale problemer og hjælpe os. Derfor er det stærkt kritisabelt, at regeringen vil afskaffe den særlige varslingspulje, der skal hjælpe lokalområdet og medarbejderne, når større virksomheder lukker.
Jeg har læst i et indlæg fra Venstres folketingsmedlem Else Winther Andersen, at regeringen vil gøre noget ved den regionale udvikling. Sådan én har vi hér, og den påvirkes negativt af en lukning af Grenå Dampvæveri. Men hvis det sker, så påvirkes vi også negativt af regeringens beslutninger, for når større virksomheder lukker, står en masse mennesker uden arbejde, hvilket er et problem i sig selv. Samtidig mister lokalområdet omsætning og skatteindtægter.
Derfor er der al mulig grund til at søge hjælp til de arbejdsløse og til lokalområdet, så vi kan komme videre. Hvad kan Else Winther Andersen og Venstre så tilbyde? En regional pulje på 20 mill. kr.! Kan vi søge penge i denne pulje til omskoling, uddannelsesforanstaltninger og dermed en ny start for de arbejdsløse fra Grenå Dampvæveri? Når jeg spørger, skyldes det, at regeringen afskaffer varslingspuljen på 28,8 mill. kr. i finanslovsforslaget fra den tidligere regering. Det var i øvrigt en pulje, som vi har haft gavn af tidligere i forbindelse med større afskedigelser i Grenå.
Jeg gætter på, at svaret er nej, hvorefter billedet af regeringen kan fastholdes. Vi får - som under valgkampen - alt det gode, selv om disse 20 mill. er et yderst beskedent beløb i forhold til behovet. Men bagsiden i denne sag er, at regeringen fjerner netop de penge, vi har så meget brug for, hvis Grenå Dampvæveri lukker. Lad os håbe, vi redder virksomheden, og skulle det ikke ske, så lad os håbe, regeringen ikke når at fjerne de penge, som vi ellers kunne bruge til at hjælpe de mange arbejdsløse fra Grenå Dampvæveri."

Sagt af folketingmand Jan Petersen på Grenå-socialdemokraternes generalforsamling ifølge Grenå Bladet d. 12. februar

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002