Dagens Nyheder på Nørre Djurs Net - 13-02-02
Vinterballet udsolgt!!

Det ser unægtelig ud til, at årets Vinterbal slår alle rekorder fra de foregående år. I denne uges udgave af Grenå Bladet er den annonce, der skulle være med til at lokke de sidste publikummer med, nemlig til redaktionens store forbavselse overskrevet med et "Udsolgt" hen over teksten. De foregående års succes bliver altså overtrumfet denne gang, og det er naturligvis et "positivt problem", men højst uheldigt for dem, der endnu ikke havde bestemt sig.
Her på Nørre Djurs NetNyt, hvor vi jo forleden var lidt ude med "riven" med kritiske bemærkninger om, at Keld & Hilda-arrangementet i Ørum af omverdenen blev opfattet som det vigtigste i årets Kultur Raket-program, er vi glædeligt overraskede over det lokale publikums prioritering. Vi minder lige læserne om, at vi ikke vil gøre os til smagsdommere, men at vores kritik gik på, at det kommunale system ved at give underskudsgaranti til en "sikker" succes som Ørum-arrangementet, skaber forvirring om kulturbegreberne.
Den bekymring kunne vi jo mildest talt godt have sparet os, for det viste sig, at Keld & Hilda Heick kun trak omkring 175 tilskuere! Det betyder, at vi allerede på nuværende tidspunkt kan se, at konceptet med bare at punge ud til et stort navn kommer til at koste kommunen penge, mens Vinterballet med sin satsning på god mad og lokal musik kommer til at give overskud!
Nå, men selv om du ikke skulle have nået at købe billet til spisning til akkompagnement af Wiener-trioen Melodixi, så er du naturligvis velkommen til selve ballet, hvor du så må være indstillet på at danse, da siddeplads ikke kan påregnes. Som bekendt bliver musikken leveret af Djursland Spillemænd og Djursland All Stars m. B.J. (Bo Jacobsen) og Rex Stardust (Rex Jensen) i front.

Redigeret af Rex, redaktion 11.

[ Alle dagens artikler | Arkiv oversigt ]

© Nørre Djurs Net 2002